Det industrielle udseende kan godt gøre det lidt svært at få routerne placeret diskret i hjemmet.

ASUS ZenWiFi Pro ET12

Du skal virkelig have brug for ZenWiFi Pro ET12's høje ydelse for at retfærdigere den store investering.

af Morten Skeldal Østergaard #Router #Asus
9.5

ASUS ZenWiFi Pro ET12 er et svinedyrt sæt med to routere, men du får på den anden side også et hurtigt trådløst netværk, der uden problemer kan dække et stort hus.

De to store routere arbejder sammen om at danne ét samlet trådløst netværk i dit hjem. Sættet bruger den nyeste trådløse standard, Wi-Fi 6E, og den er på mange måder et større teknologisk skridt fremad end skiftet fra Wi-Fi 5 til Wi-Fi 6. Med Wi-Fi 6E får du faktisk et helt friskt frekvensspektrum til at koble dine enheder på.

Wi-Fi 6E egner sig godt til mesh-systemer, hvor du har to eller flere routere rundt omkring i huset. Rækkevidden på den ellers lynhurtige netværksstandard er nemlig ikke så god, og det retter mesh-routere op på ved at skabe trådløst netværk flere steder i huset. ASUS anslår selv, at de to routere i sættet kan dække et hus på hele 557 kvadratmeter – yderkanterne af netværket vil dog kun være 2,4 GHz-netværk, som har den længste rækkevidde af routernes tre frekvensbånd. Under vores test havde vi ingen problemer med at dække et hus på 175 kvadratmeter med masser af indre betonvægge.

På begge routere er der to almindelige netværksporte på 1 gigabit/sekund og 2 stk. porte på 2,5 gigabit/sekund. Det kan klart anbefales at koble routerne sammen med et kabel, hvis det kan lade sig gøre. Det giver en mere stabil forbindelse og aflaster det trådløse netværk, så du kan bruge det til dine enheder, der skal på nettet.

Sættet overførte 1,2 gigabit i sekundet i vores test, hvor routerne stod cirka tre meter fra hinanden. Det gør  ZenWiFi Pro ET12 til et af de hurtigste mesh-sæt, vi har testet.

Rækkevidden er også fin. Selv da vi kun havde koblet den ene router til, kunne netværket dække begge ender af et 25 meter langt hus.

Hele den indledende opsætning af systemet er utrolig nem, for routerne er indstillet til at virke sammen, allerede når du pakker dem ud af æsken.

De er dog nogle store skrumler, og de bruger en masse kulørt LED-lys i toppen til at vise status på forbindelsen. Det er altså ikke just elektronik, der går i ét med tapetet. Heldigvis kan du slukke for lyset med den gode indstillings-app til din telefon, hvor du også kan styre routernes andre funktioner.

De mange funktioner er overskueligt inddelt i kategorier, så du hurtigt kan finde det, du skal bruge til fx at prioritere netværkstrafikken eller indstille en VPN-tjeneste til sikker adgang til internettet. Du får virkelig nogle gode sikkerhedsfunktioner i ZenWiFi Pro ET12 – blandt andet sikkerhedsfirmaet Trend Micros beskyttelse mod lyssky websites.


+ Superhurtigt

+ God sikkerhed

– Meget dyrt

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Du skal virkelig have brug for ZenWiFi Pro ET12's høje ydelse for at retfærdiggøre den store investering.

Specifikationer

Mærke
Asus
Trådløs standard
Wi-Fi 6E
Kabelnetværk/ethernet
Ja
Netværksporte
2 x gigabit, 2 x 2,5 gigabit
Mål
24,1 x 11,5 x 11,5 cm
Angivet hastighed
11.000 gigabit (kombineret)
Målt hastighed
1,2 gigabit/sekund