ASUS RT-AC5300

ASUS RT-AC5300

Ekstrem router rækker langt

af #Router #ASUS
8.0

Du skal have nogle helt specielle behov, hvis du er villig til at betale næsten 4.000 kroner for en trådløs router. ASUS RT-AC5300 er en ekstrem en af slagsen, og det er du ikke i tvivl om, når du pakker den ud af æsken. Den vejer 1,8 kilo, er kæmpestor og har otte kraftige udvendige antenner, der får den til at ligne en forvokset edderkop. Den ligner med andre ord ikke en router, vi før har testet.

Trådløse signaler på tre bånd – en på 2,4 GHz og to på 5 GHz – og vanvittige hastigheder, i hvert fald i teorien. Tallet i navnet angiver, at routeren kan overføre data med op til 5.300 Mbit/s. Sandheden er dog, at det er de helt teoretiske hastigheder fra n-båndet på 2,4 GHz og de to ac-signaler på 5-GHz-båndet. Det rører dog ikke ved det faktum, at det er utrolig kraftfuldt og hurtigt netværksudstyr.

De otte kraftige antenner sørger både for hurtige trådløse signaler og for, at signalerne kan nå langt i et stort hus. Vi målte et markant kraftigere signal i alle rum i et rækkehus på to etager, sammenlignet med en ellers udmærket ac1200-router. Du vil formentlig også have et stærkt signal i din have eller garage, når ASUS RT-AC5300 er koblet på dit netværk. Vi har målt gennemsnitlige hastigheder på omkring 310 Mbit/s på 5-GHzbåndet, og knap 100 Mbit/s på n-netværket, som til gengæld har en længere rækkevidde. Det er meget flot, men trods alt stadig hastigheder, som du kan opnå med ac-routere til en tredjedel af prisen.

Routeren indstilles via din browser, og her har bå­ de uerfarne og eksperter gode muligheder for at tilpasse netværket til bestemte formål og følge med i trafikken gennem routeren. Mange af funktionerne er enkle at slå til eller fra. Det gælder fx også gæstenetværk, som du kan oprette i alt ni af. Du kan tilslutte to eksterne drev, og der er porte til fire netværksenheder via kabel. Du kan forbinde meget mere trådløst udstyr på netværket, og ASUS RTAC5300 er stærk nok til at håndtere det hele.

Konklusion

En på alle måder ekstrem router til dem, der bare vil have det bedste af det bedste.

Specifikationer

Mærke
ASUS
Trådløs standard
2,4 GHz, 5 GHz-1, 5 GHz-2
Netværksporte
WAN (internet), 4 x LAN (netværk)
USB-porte
USB 3.0, USB 2.0
Mål
24,5 x 24,5 x 6,5 cm