Test af en ekstrem WiFi router for spillere - ASUS RoG Rapture GT-AC5300.

ASUS RoG Rapture GT-AC5300

En WiFi router bygget til spillere, med høj hastighed og masser af kraft.

af #Router #ASUS
8.8

Helt fra første øjeblik er det tydeligt, at denne router er noget ud over det sædvanlige. Både vægt, størrelse og pris er ubetinget i den tunge ende. Der er intet diskret over denne store router med hele otte antenner i et sort/rødt kantet design.

På bagpladen glæder jeg mig over hele otte netværksporte, samt to USB-3 porte, der lader USB-enheder fungere medieserver. To af netværksportene har ekstra høj prioritet (det er godt til spil), og to af portene kan sammenkobles til at give dobbelt hastighed, f.eks. til en netværksharddisk.

Routerens første opsætning er ganske enkel: En kort guide spørger om navn og adgangskode til netværket, og så er den køreklar, på hele tre netværk. Routeren giver nemlig både et traditionelt 2,4 GHz netværk og to separate 5 GHz netværk – det giver mulighed for at holde spil og tung trafik på hvert sit netværk.

Router med god rækkevidde

I min hastighedsmåling nåede jeg 402 mbit/s til en stationær computer og 314 mbit/s til en mobilenhed. Og de resultater holder på distancen: Selv på en pæn afstand i et hus med mange netværksforhindringer giver routeren over 100 mbit/s på 5 GHz båndet, og dækning helt fra et hjørne til det modsatte. Det er bedre end nogen router, vi tidligere har testet. Placeret midt i huset giver den uovertruffen dækning.

Til gengæld noterer vi at svartid (ping) på 8 ms er højere end andre trådløse routere. Det undrer os, men routerens store kapacitet garanterer, at den svartid ikke stiger væsentligt i belastede situationer.

Brugerfladen er også designet i spillerstil, og det er ikke ubetinget en fordel. Almindelige begreber som Quality of Service (QoS), der dækker over automatisk trafikprioritering, er omdøbt til ord med ’Game’, og det mørke tema kan virke voldsomt med de mange detaljer. Man kan vænne sig til det, men mulighed for at skifte til et enklere design ville være rart. Heldigvis er der også en app, der styrer de fleste daglige funktioner i routeren. Det er smart.

 

+ Høj hastighed

+ Imponerende rækkevidde

+ Masser af funktioner

– Usædvanligt dyr

Du kan finde den nærmeste ASUS-forhandler her:

www.asus.com/dk/WhereToBuyList/

Konklusion

Denne eksklusive router har høj hastighed, suveræn rækkevidde og enhver tænkelig spillerfunktion. Den største ulempe er prisen.

Specifikationer

Mærke
ASUS
Trådløs standard
802.11 a/b/g/n/ac/1024QAM
Kabelnetværk/ethernet
1 Gigabit Ethernet
Netværksporte
8
USB-porte
2
Elforbrug
9,6 W
Mål
17,0 x 34,5 x 34,5 cm (h x b x d)
Angivet hastighed
2167 Mbps
Andet
Link Aggregation på Ethernet
Målt hastighed
402 Mbps / 314 Mbps (mobil)