ASUS Blue Cave

ASUS Blue Cave AC2600

ASUS Blue Cave AC2600 er en trådløs router med et alternativt design og enkelte smarte funktioner. Brugervenligheden er helt i top, mens hastigheden kunne være bedre, når du kommer langt væk fra routeren.

af #Router #ASUS
7.8

ASUS Blue Cave er en trådløs router. Det kan ellers være svært tro på ved første øjekast, for udseendet adskiller sig markant fra de mere klassiske modeller, og det er både godt og skidt. Med sit kompakte og ganske pæne design er det ikke tvingende nødvendigt at skjule Blue Cave i et skab eller bag en række bøger i en reol.

Den er pæn nok til at stå fremme, så det trådløse signal ikke bliver kvalt af at stå gemt i fx et teknikskab i et bryggers. Jeg stillede den på en kommode midt i hjemmet, og her var det intet problem at få dækning i et rækkehus på 100 kvadratmeter – både i stuen og på første etage.

Hastigheden er desuden udmærket på det trådløse netværk, når enhederne befinder sig mindre end en håndfuld meter fra Blue Cave-routeren. I netværkets yderområder falder hastigheden en del, og tabet af hastighed er væsentligt større, end når jeg bruger en mere traditionel router med eksterne antenner. Det er dog bestemt muligt at finde routere med bedre dækning og højere hastigheder i samme prisklasse.

Smart og sikker router
ASUS Blue Cave har flere esser i ærmet end blot et friskt design og fine tophastigheder. Opsætningen er ualmindeligt enkel, selvom sproget i den danske brugerflade er klodset og giver indtryk af en hurtig maskinoversættelse. Det tager således blot få minutter at få liv i routeren og etableret et trådløst netværk med navn og kode.

Derefter kan du administrere netværket på enkel vis fra både pc og telefon, og særligt sidstnævnte fungerer glimrende. Her kan du tjekke den aktuelle trafik, begrænse enheders adgang til nettet og få tips til at optimere netværket, fx skifte adgangskode, hvis den valgte er for svag.

Med i pakken får du også et års abonnement på integreret antivirus, der beskytter enhederne på dit netværk – hvilket er særligt glimrende, hvis du bruger intelligente lyspærer, vaskemaskiner eller andet, hvor sikkerheden ofte er ringe, og som kan gøre hele dit netværk sårbart.

+ Enkel opsætning
+ Udmærket hastighed
+ Smart betjening med en app
– Hastighed i yderområder

Se den dagsaktuelle pris på Blue Cave

Konklusion

En udmærket router i et pænt design og integreret sikkerhed. Hastigheden kunne være bedre, når du er langt fra routeren.

Specifikationer

Mærke
ASUS
Trådløs standard
802.11 a/b/g/n/ac
Kabelnetværk/ethernet
10/100/1000/Gigabits
Netværksporte
4
USB-porte
1 x USB 3.0
Mål
16 x 16 x 8 cm
Angivet hastighed
1734 Mbps
Målt hastighed
774 Mbps