Test af eM Client Free

eM Client Free

eM Client er et mailprogram, der bestemt kan konkurrere med Microsoft Outlook

af Christian slot #Programmer apps spil #eM Client
9.0

Denne test er en del af stortest af mailprogrammer i Komputer for alle #2 – 2018.

Når du har hentet og vil installere eM Client tages du straks i hånden og bliver bedt om først at vælge, om du er til klassisk, moderne eller mørk visning i oversigten. Dernæst skriver du din e-mailadresse og kodeord, hvorefter eM Client selv finder e-mailserverne hos din mailudbyder.

Efter en hurtig synkronisering imellem dine mailservere og eM Client, er du klar til at bruge programmet.

Selve udseendet i eM Client minder meget om Microsoft Outlook i både opbygningen af brugerfladen og i designet af de forskellige elementer, hvis du vælger temaet ”Moderne”, når du åbner programmet første gang. Til venstre findes menuen med dine konti og mapper. Til højre herfor en listevisning med e-mails og endnu længere til højre findes indholdet af de valgte mails. Brugerfladen er behageligt at se på og dejligt nemt at navigere rundt i.

Den integrerede kalendervisning er dejlig overskuelig og minder ganske som mail-funktionen om Outlook i opbygningen.

Chat-funktionen supporterer kun Google Chat og Jabber. Det er overskueligt, men virker ret overflødigt.

Har du en computer med touch-skærm kan du vælge at køre eM Client i touch-tilstand. Du vælger bare den lille finger i menulinjen ved siden af minimér-knappen. Aktiveres den, ændres udseendet så der er mere luft i din indbakke og imellem de forskellige knapper, så det er nemmere at ramme rigtigt.

Det er nemt at synkronisere eksempelvis din Google-kalender i eM Client. Du vælger selv med flueben, om du vil synkronisere dine kontakter, mail og kalender i eM Client, når du tilknytter din Google-konto.

Søgefunktionen fungerer fantastisk hurtigt og avancerede søgefunktioner lader dig sortere efter emnefelter, beskedtekst eller vedhæftede filer.

eM Client byder i den nye version på en smart periodisk backup-funktion, så du gemmer en kopi af dine mails, hvis din computer bryder sammen. Du kan vælge fra daglig til halvårlig backup, og vælge at tage op til fem sikkerhedskopier ad gangen.

Får du en e-mail på et fremmedsprog, kan du – via Bings oversættelsesværktøj – få en danskoversættelse af indholdet i e-mailen. Selvom den oversatte tekst af og til er en anelse ubehjælpelig, er det fuldt forståeligt og et ganske brugbart værktøj, hvis man ikke er stærk i sprog.

+ Hurtig og nem opsætning
+ Kontaktliste med beskedhistorik
+ Konfigurérbar backup-funktion
– Gratisversionen understøtter kun to konti

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Et mailprogram, der er dejligt nem at sætte op, yderst overskuelig og med masser af brugbare funktioner. Understøtter dog kun to konti.

Specifikationer

Mærke
eM Client