Der er ingen skærm på printeren, så det er nemmest at styre den fra pc'en eller telefonen.

HP Smart Tank 5107

HP Smart Tank 5107 er en fin printer til hjemmekontoret, men den egner sig ikke så godt til udskrivning af fotos.

af Morten Skeldal Østergaard #Printer #Hewlett Packard (HP)
8.1

Smart Tank 5107 er ikke ligefrem nogen spektakulær printer, men den er billig i både indkøb og de løbende udgifter til blæk. Vi har testet en del printere med blæktanke, men Smart Tank 5107 er den hidtil billigste.

Den lave blækpris skyldes, at Smart Tank 5107 har fire store tanke, som du selv kan genopfylde i stedet for at købe dyre blækpatroner. En flaske med sort blæk til 6.000 sider koster under 150 kroner, og det får blækudgiften helt ned på omkring 3 øre pr. side.

Vi fyldte tankene op med de medfølgende blækbeholdere uden at spilde en dråbe, og efter fem minutters problemfri opsætning var printeren klar til brug.

Vi udskrev tekst og grafik, og var godt tilfreds med både kvalitet og udskrivningshastighed. Der er ingen striber i store ensartede farveflader, som vi ellers indimellem ser i billige printere.

Vi prøvede også at udskrive billeder på HP’s eget autoriserede fotopapir, men her var resultatet knapt så tilfredsstillende. Printeren larmede en del, og brugte næsten et kvarter på at spytte et A4-foto ud. Det færdige billede havde et fladt udtryk, hvor især de mørke nuancer flød lidt sammen.

Det er som printer til hjemmekontoret, at Smart Tank 5107 klarer sig bedst. A4-scanneren i låget virker fint til at tage fotokopier og indscanne dokumenter til pc’en eller til telefonen via HP’s udmærkede app til Android og iPhone.


+ Billig

+ Lave blækudgifter

– Ikke så god til fotoudskrivning

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

HP Smart Tank 5107 er en fin printer til hjemmekontoret, men den egner sig ikke så godt til udskrivning af fotos.

Specifikationer

Mærke
Hewlett Packard (HP)
Type
Blækprinter
Farve eller S/H
Farve
Papirstørrelse
A4
Opløsning printer
4800 x 1200 dpi
Opløsning scanner
1200 x 1200 dpi
Antal blækpatroner
4
Tilslutninger
USB, Wi-Fi
Mål
43,5 x 36,2 x 15,7 cm
Papirskuffe
Nej
Print af A4-foto
Cirka 15 minutter
Print af 10 x 15 cm foto
7 minutter
S/H sider pr. minut
10