OfficeJet Pro 8710 All-in-one-printer

HP OfficeJet Pro 8710 All-in-one Printer

Stor arbejdsmaskine med flotte udskrifter

af #Printer #Hewlett Packard (HP)
8.8

Stor, stærk og billig. Så kort kan HP’s OfficeJet Pro 8710 beskrives. Alt i én-printeren er ganske vist klejn, når den står skulder mod skulder med modeller, som vi finder på storkontorer, men modellen er tiltænkt hjemmekontoret, og her fylder den godt i landskabet. Den behøver dog heldigvis ikke stå fremme på skrivebordet, for med trådløs tilslutning til din router kan du udskrive fra alle enheder, der er koblet til det samme trådløse netværk.

Det kan bestemt betale sig at finde plads til OfficeJet Pro 8710, for den leverer flotte resultater, både når vi udskriver og scanner. På udskrifterne er der fuld knald på farverne og en fin kontrast på farvefotos. Sort-hvide billeder mangler dog ofte kontrast, og de fremstår uskarpe og med meget lidt dybde. Tekstudskrifter har knivskarpe typer og vi skal fokusere indgående på hvert tegn for at se, at blækket er tværet en smule ud i kanterne.

Hurtig budgetprinter

Resultatet er ikke mindre imponerende, når man tager hastigheden i betragtning. OfficeJet Pro 8710 er ganske hurtig for en blækprinter i denne prisklasse. Mellem 15 og 20 sekunder går der, fra vi klikker på udskriv til første udskrift ligger klar i udbakken – og det gælder både udskrifter med ren tekst og dem med grafik.

Derefter bliver hastigheden sat gevaldigt op, når det gælder udskrifter kun med tekst, hvor printeren kan levere knap 20 sider i minuttet. Knap så hurtigt går det med de grafiske udskrifter, men tempoet er nu stadig acceptabelt med ca. fire sider i minuttet.

Konklusion

En stor og stærk alt i én-printer, der kan tilfredsstille langt de fleste behov, du må have til sådan en maskine. Den udskriver og scanner hurtigt, og resultaterne sidder lige i skabet – det kræver blot, at du kan få plads til den lidt store printer.

Specifikationer

Mærke
Hewlett Packard (HP)
Type
Multifunktionsblækprinter
Farve eller S/H
Farve
Papirstørrelse
A4
Opløsning printer
4800 x 1200 dpi
Opløsning scanner
Op til 1200 dpi
Antal blækpatroner
4
Tonerkapacitet
700 sider
Tilslutninger
USB 2.0, kortlæser
Netværk
802 b/g/n
Mål
49,9 x 63,98 x 31,55 cm
Papirskuffe
250
Print af A4-foto
19
Print af 10 x 15 cm foto
16
Farvesider pr. minut
3,9
S/H sider pr. minut
18,2