Canon Pixma TS7450

Pixma TS7450 er en alsidig, lille printer, der udskriver i en kvalitet, som de fleste vil være tilfreds med.

af Morten Skeldal Østergaard #Printer #Canon
8.1

Du får meget for pengene med Canons nye alt-i-én-printer, TS7450. Printeren udskriver, kopierer og scanner i fin kvalitet, og det er svært at pege på en funktion, der mangler.

Der sidder kun to blækpatroner i printeren: en sort og en med farver. Du skal derfor udskifte farvepatronen, så snart du løber tør for blot en enkelt farve, og printeren egner sig derfor bedst til dig, der ikke har det helt store printbehov.

De fleste printere udskriver i dag i så høj opløsning, at det er svært at se forskel på skarpheden. Det er først og fremmest i gengivelsen af farver, den ene printer skiller sig ud fra den anden. TS7450 klarer sig egentlig ret godt, for ved første øjekast er der nogle flotte naturtro farver på vores testfotos. Hudtoner er hverken for rødlige eller for blege, og det er først, da vi holder de udskrevne fotos op ved siden af vores referencefotos fra en printer, der koster mere end fire gange så meget, at det bliver tydeligt, hvor TS7450’s små svagheder skal findes.

De mørke områder i udskriften mangler detaljering, fordi der simpelt hen ikke er farver nok til at gengive alle nuancer i vores reference-testark, der er udskrevet ved hjælp af otte blækpatroner. Men vi vil gerne understrege, at langt de fleste sandsynligvis vil være fuldt tilfredse med udskriftskvaliteten i Pixma TS7450.

Printeren har en god, lille skærm med meget høj kontrast, så den er nem at aflæse uanset lyset i rummet. Det ville dog være rart, hvis man kunne vippe skærmen ud, så man kunne kigge vinkelret på den, uanset om man sad ned eller stod op.

TS7450 har autoduplex. Det vil sige, at printeren kan udskrive en side og efterfølgende trække papiret tilbage fra udbakken og udskrive på bagsiden også. Det sparer både tid og papir, og det er en fin funktion for en printer i denne prisklasse.


+ Brugbar printkvalitet

+ Mange funktioner

+ God pris

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Pixma TS7450 er en alsidig, lille printer, der udskriver i en kvalitet, som de fleste vil være tilfreds med.

Specifikationer

Mærke
Canon
Type
Alt-i-én-printer
Farve eller S/H
Farve
Papirstørrelse
A4
Opløsning printer
4800 x 1200 dpi
Opløsning scanner
1200 x 2400 dpi
Antal blækpatroner
2
Tonerkapacitet
180 sider (300-400 sider med XL-patron)
Tilslutninger
Wi-Fi, USB-kabel
Netværk
Wi-Fi 4
Mål
40,3 x 36,4 x 20,6 cm
Papirskuffe
100 ark
Print af A4-foto
3 minutter og 49 sekunder