Canon Pixma TR7650
Pixma TR7650 er en alsidig multifunktionsprinter, som faktisk også er ganske god til at udskrive fotos.
Pixma TR7650 er en klassisk multifunktionsprinter, der klarer alt det, du har brug for at udskrive, scanne og kopiere på hjemmekontoret.
Det er nemt at komme i gang med at bruge printeren – også hvis du ikke har den store erfaring med den slags. Den indbyggede skærm afspiller små animationer, der blandt andet viser, hvordan du skal installere de medfølgende blækpatroner. Der sidder beskyttende stykker tape rundt omkring på printeren, som skal fjernes, før du kan bruge den første gang. De er nemme at få øje på og hive af, og efter mindre end 10 minutter var vi klar til at udskrive vores første dokument.
TR7650 er bedst til dokumenter med tekst og grafik. Sort tekst står så skarpt, at der skal en lup til for at se de små ujævnheder i kanten af bogstaverne. Og det var oven i købet efter, at vi havde fået printeren til at spytte tekstsider ud med en hastighed på 13 sider i minuttet.
Du kan sagtens udskrive fotos på printeren, selv om det ikke er en regulær fotoprinter. Vi udskrev en stribe billeder samt vores sædvanlige testark, der er skabt til at udstille de mest almindelige svagheder i udskrifter af fotos. Ved første øjekast var billederne flotte, og det var først, da vi sammenlignede prøverne med tidligere testudskrifter fra dyre fotoprintere fra konkurrenten Epson og fra Canon selv, at vi kunne se nogle småproblemer. Der er fine detaljer i fotoudskrifter fra Pixma TR7650, men billederne ser generelt en smule flade ud. Fotoprintere har flere farver at gøre godt med, og det giver en bedre dybde i billederne. Pixma TR7650 klarer sig dog bedre end langt de fleste multifunktionsprintere, og det skyldes nok især, at den er udstyret med en særlig sort blækpatron, som er beregnet til netop udskrift af fotos.
Det er nemt at finde rundt i printerens funktioner, for menuerne på skærmens menuer er bygget pædagogisk op. Skærmen er berøringsfølsom, men der er også en håndfuld store knapper ved siden af til de vigtigste funktioner – fx hvis du hurtigt skal afbryde en udskrift. Canons apps til Windows og telefonen er gennemarbejdede, og vi oplevede for en gangs skyld slet ingen problemer med netværksforbindelsen til printeren.
Printerens skuffer og hylder til papir er støbt i noget temmelig spinkelt plastik. Der var ikke noget, der knækkede under vores test, men du er nødt til at være lidt forsigtig, når du fx skal indstille klemmerne, der styrer papirstørrelsen i den primære dokumentskuffe.
+ Nem betjening
+ God skærm
– Spinkle plastikskuffer
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Pixma TR7650 er en alsidig multifunktionsprinter, som faktisk også er ganske god til at udskrive fotos.
Specifikationer
- Mærke
- Canon
- Type
- Multifunktionsprinter
- Farve eller S/H
- Farve
- Papirstørrelse
- A4
- Opløsning printer
- 4800 x 1200 DPI
- Opløsning scanner
- 2400 x 1200 DPI
- Antal blækpatroner
- 5
- Tilslutninger
- USB
- Netværk
- Wi-Fi 4
- Mål
- 43,8 x 35 x 19 cm
- Papirskuffe
- 20
- Print af 10 x 15 cm foto
- 1 minut og 12 sekunder
- S/H sider pr. minut
- 13