Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000

Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000

Er du på udkik efter en powerbank, der kan holde til lidt af hvert? Så er Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 klar til at hjælpe dig!

af Martin Haverholm #Powerbank #Sandberg
9.8

Fra det øjeblik, du pakker din Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 ud, er du ikke i tvivl om, at du har med et holdbart produkt at gøre. Alle kanter er belagt med tykt gummi, indgange dækket af tilsvarende tykke gummipropper – selv den indbyggede lygte og de indbyggede solceller virker ret solide.

Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 har, som navnet antyder, en kapacitet på 24000 mAh. Dette, i samspil med solceller og den stærke lygte, gør powerbanken perfekt til camping, på båden, til festival eller lignende.

Ordet outdoor i navnet på Sandbergs nye power bank er heller ikke helt tilfældigt, for det er et virkelig solidt bygget batteri.

Udover den hårdføre konstruktion med kraftige, beskyttende gummikanter, så byder powerbanken også på tilstrækkelig meget strøm til, at du kan lade en moderne smartphone op 6-7 gange undervejs uden at komme i nærheden af en stikkontakt.

Den ene side er dækket af solceller, men mine forsøg på at lade op ved hjælp af den svage nordiske efterårssol, gik så langsomt, at det kun kunne bruges til supplerende opladning undervejs.

Opladningen kan ske både gennem micro-USB og det nyere USB C-stik. Når først du har strøm på powerbanken, kan du tappe strøm til telefonen fra de to indbyggede USB-porte. Den ene er en Quick Charge-port, som kan levere mere strøm til telefoner og tablets.

I den ene ende sidder en kraftig lygte, som tændes med et tryk på en knap. Lygten kan også indstilles til at blinke SOS i morsekode, hvis du bliver fanget i et træ af vilde dyr eller bliver klemt fast i en klippespalte.

I den anden ende sidder et øje, som du kan sætte den medfølgende karabinhage i, så du nemt kan sætte powerbanken fast på din rygsæk.

En tydelig indikator på bagsiden viser med fire blå LED-lamper, hvor meget strøm, du har tilbage.

Find den bedste pris her:

www.pricerunner.dk

+Afsindigt robust
+Imponerende kapacitet
+Mange tilslutningsmuligheder
+Solceller er en god detalje

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 er din bedste ven på camping-turen eller på båden - med både lygte og solceller er der tænkt på lidt af hvert fra Sandbergs side.

Specifikationer

Mærke
Sandberg
Kapacitet
24000 mAh
Tilslutninger
1 x Micro USB female, 2 x USB A female, 1 x USB-C
Mål
18 x 9 x 3 cm
Vægt
553 gram
Andet
IP67-certificeret, solceller, lommelygte, stødsikker