Den nederste sorte del står fast på underlaget, mens den hvide del kan dreje næsten hele vejen rundt.

TP-Link Tapo C225

Tapo C225 kan dreje rundt om sig selv og holde øje med et helt rum.

af Morten Skeldal Østergaard #Overvågningskamera #TP-Link
8.4

Det allerbedste ved overvågningskameraet Tapo C225 er prisen. Det betyder ikke, at det er et dårligt kamera, men det er først og fremmest prisen, der gør det interessant.

For nogle få hundrede kroner får du nemlig et kamera, der kan holde øje med hver eneste kvadratcentimeter af et stort rum ved hjælp af sine indbyggede motorer. Kameraet kan dreje næsten 360 grader, og kan samtidig vippe linsen helt op og kigge på loftet. Det hele styres nemt med Tapo-app’en til din telefon.

Kameraet optager skarpe og tydelige billeder i dagslys, og det fanger også fine detaljer i sort-hvid om aftenen ved hjælp af infrarødt lys. Det mest imponerende er dog evnen til farveoptagelser ved lav belysning. Billedet er ganske vist noget grynet, men det lykkedes kameraet at få vores aftenoptagelser til at se ud som om, at de var taget i dagslys.

Dine optagelser gemmes på microSD-kort, som du skal sætte i en lille slids i kameraet. Hvis du vil gemme dine optagelser sikkert på nettet, skal du betale et abonnement til TP-Link. Det koster fra 25 kr. om måneden for et enkelt kamera.

App’en er den samme, som også styrer belysningsprodukter fra Tapo. Hvis du har Tapo-pærer i dine lamper, kan du derfor kæde produkterne sammen på kryds og tværs og fx få lyset til at tænde i stuen, hvis kameraet opfanger bevægelser. Det er også nemt at opsætte rutiner, så kameraet tænder på bestemte tidspunkter, eller når du går hjemmefra.

Der følger rawlplugs og skruer til ophæng med i æsken, og kameraet kan også vende sit billede på hovedet, så det er oplagt at montere det i fx loftet i garagen.

Hvis du er bekymret for dit privatliv med et overvågningskamera i hjemmet, kan du glæde dig over knappen på forsiden, der øjeblikkelig får Tapo C225 til at rulle linsen ned, så den gemmes inde i kameraets hus. Så kan du være helt sikker på, at ingen kigger med.


+ Effektiv privatlivsbeskyttelse

+ Lav pris

– Nogle funktioner kræver abonnement

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Tapo C225 kan dreje rundt om sig selv og holde øje med et helt rum.

Specifikationer

Mærke
TP-Link
Opløsning
2560 × 1440 pixels
Tilslutning
Wi-Fi
Motor
Ja