NETGEAR Nighthawk M1

Dette mobile WiFi hotspot har et væld af funktioner, og er den bedste måde at tage et WiFi netværk med på en rejse.

#Netværksudstyr #Netgear
8.8

Med dette mobile WiFi-netværk kan du have netværket med på farten, uanset om du har adgang til strøm eller andre netværk. Den indbyggede mobilforbindelse giver hurtig internetadgang overalt, og et lokalt netværk, der kan deles mellem venner og kolleger.

Routeren er en kvadratisk boks godt 10 centimeter bred. Der er et USB-C ladestik og en USB-2 port til eksternt lager (medieserver). Et netværksstik kan bruges til at tilslutte en lokal enhed eller en switch, eller til at koble enheden til et kablet netværk for at afløse mobilforbindelsen. Det, der ligner to gummifødder, er i virkeligheden stik til eksterne antenner, der kan give ekstra rækkevidde.

Opsætning og brug

Lidt usædvanligt er enheden ikke helt samlet, når man får den, men det er der en god grund til: Der skal monteres et MicroSIM kort dybt i enheden, før den kan bruges. Derefter monteres batteriet og bagpladen, og enheden er klar til brug.

Den indbyggede farveskærm viser status for netværket, inklusive navn og (meget praktisk) adgangskode. Der er en indikator for batteriets tilstand, og for hvor meget mobildata, man har brugt. Netgear lover 24 timers drift på en opladning, men for mig løb det tør efter 12 timers intensiv brug.

Opsætningen er ganske enkel; Den indbyggede skærm fortæller på en enkel måde, hvad der skal gøres, og sørger lige for at opdatere det indbyggede program automatisk, styret af enhedens enlige trykknap. Det fortsætter med et par let forståelige dialogbokse, første gang man kobler en computer til enhedens trådløse netværk. Her angiver man netværkets navn og adgangskode, og så er alt klart.

I daglig brug fungerer det mobile modem som almindeligt trådløst netværk, blot forbundet med en mobilforbindelse i stedet for en fast. Enheden styres fra en webside eller en app, og der er lige så mange funktioner som på en almindelig router. Man kan sætte gæstenetværk op, give adgang til porte, og endda bruge enheden som en DLNA medieserver med et MicroSD kort.

Ydelse

Teoretisk kan Nighthawk M1 klare en hastighed på 1 gigabit/sekund. Om man kan nå det i praksis, kommer naturligvis an på mobildækningen i ens område, og om mobilmasterne har den nyeste teknologi. Min test viste en hastighed på 36 megabit/sekund, der svarer til den maksimale mobilhastighed på teststedet. En rækkevidde på 30 meter under vanskelige forhold er gennemsnitlig.

Man kan så overveje, hvad enheden gør bedre end et hotspot fra en mobiltelefon. Der er flere vigtige forskelle: Batteriet varer betydeligt længere, rækkevidde og hastighed er bedre, og enheden har alle de funktioner, man kan forvente af en moderne router. Til gengæld er prisen også på højde med mange telefoner.

Hjemmeside: NETGEAR Nighthawk M1

+ Nyeste og hurtigste teknologi

+ Nemt at sætte op og bruge

+ Masser af netværksfunktioner

– Ret høj pris

Se den dagsaktuelle pris på routeren her.

Konklusion

Dette rejsevenlige mobilhotspot er det bedste på markedet, og er langt mere avanceret end hotspot fra en mobiltelefon. Men prisen er derefter.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Netværksstandarder
LTE Advanced, 802.11 a/b/g/n/ac,
Tilslutninger
1 x USB C, 1 x USB 2.0, Gigabit Ethernet, MicroSIM, MicroSD
Hastighed (angivet)
1 Gbit/s
Mål
10,5 cm x 10,5 cm x 2,4 cm
Vægt
240 gram