Synology DiskStation 119j
Et grundlæggende netværksdrev med plads til en enkelt harddisk.
En NAS eller en netværkshardisk er en eller flere harddiske, som bliver koblet på dit netværk i hjemmet, så du fx har et centralt sted at gemme billeder, musik og film. Filerne kan så afspilles på pc’en eller af et smart-tv, der ofte har indbygget smarte apps, så du kan bladre rundt i indholdet på din netværksharddisk.
Synology DiskStation 119j er en lille NAS, der måske nok kan se lidt billig ud, men som alligevel er fornuftigt konstrueret. Det enkle kabinet åbnes med et par skruer, og den enlige harddisk, som du skal selv skal levere, skal også skrues fast på metalrammen. Det er set mere elegant, men det er solidt og til at finde ud af. Så sættes drevet til strøm og til routeren, og er klar til opsætning.
En fin, dansksproget guide stiller nogle få spørgsmål om navn, adgangskode med mere, og så installerer drevet automatisk de mest populære programpakker. Som standard installeres programmer til at styre arkiver af video og fotos, medieserver, sikkerhedskopiering med mere.
Det kan tage et par timer at få det hele klar, for pakkerne er ikke små. Men når det er på plads, har Synology markedets bedste brugerflade med en velfungerende søgefunktion. Der er et omfattende hjælpesystem, og oversættelsen til dansk er forbløffende god.
Mange apps, men for lille kapacitet
Med over hundrede moduler kan man i princippet bruge Synology 119j til WordPress, Drupal, databaser og mange andre professionelle formål. Men i praksis går det ikke godt, for serveren bliver nemt langsom, hvis man prøver at bruge de avancerede muligheder – eller blot ved indeksering af billeder til den udmærkede billeddatabase.
Den indbyggede computer har ganske vist en 64-bit processor på 800 MHz. Men de 256 MB ram er for lidt til den gode processor, og der er ikke mulighed for at tilføje mere. Bagsiden har to USB 2.0-porte til USB-nøgler eller ekstra lager, hvor hastigheden ikke er kritisk.
Vi testede DiskStation 119j med et Seagate IronWolf drev på 4TB. Her målte vi en skrivehastighed på 42,7 MB/s og læsning på 79,5 MB/s, hvilket er udmærket uden lige frem at imponere. Men hvis der kører aktiviteter i baggrunden, for eksempel indeksering af billeder, falder hastigheden dramatisk, til skrivning på 5-10 MB/s og læsning omkring 20 MB/s. Dertil kommer, at brugerfladen bliver ubehageligt langsom. Det er ikke godt.
Har du brug for en ganske enkel netværksharddisk, er DiskStation 119j et brugbart valg. Men i mange daglige situationer bliver den overbelastet, med kraftigt faldende hastighed til følge.
+ Nem opsætning
+ God dansk brugerflade
+ Masser af apps
– For lidt hukommelse
– Bliver nemt overbelastet
Du kan finde nærmeste Synology-forhandler her:
https://www.synology.com/da-dk/wheretobuy/Denmark
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Denne billige diskserver er nemt at bruge, og har mange muligheder. Men den beskedne hukommelse gør, at den nemt bliver overbelastet.
Specifikationer
- Mærke
- Synology
- Processor
- Marvell A3720 dual-core 800MHz
- Hukommelse
- 256 MB
- Kapacitet
- Op til 14 TB (købes separat)
- Tilslutninger
- Gigabit Ethernet, 2 x USB-2
- Antal båse
- 1
- Mål
- 16,6 x 7,1 x 22,4 cm (h x b x d)
- Vægt
- 0,7 kg
- Elforbrug (i dvale)
- 5,0 W
- Skrivehastighed
- 42,7 MB/s
- Læsehastighed
- 79,5 MB/s