Hvis du holder den lange knap på siden ned, skifter alle andre knapper funktion.

Roccat Kone XP Air

Roccat Kone XP Air er en fremragende trådløs mus med sin egen praktiske ladestation.

af Morten Skeldal Østergaard #Mus #Roccat
9.2

Det er svært at finde svage sider ved musen Kone XP Air – måske lige bortset fra den høje pris.

Musen er perfekt formet til en gennemsnitlig mandehånd, og alle knapper på nær en enkelt sidder lige, hvor de skal, så de er nemme at nå med fingrene. Knappen til at indstille musens præcision er dog placeret lige i midten af musen, og du er nødt til at slippe dit greb for at nå den med pegefingeren. Den måtte Roccat gerne rykke lidt længere frem mod musehjulet.

Ved din tommelfinger sidder en lang, flad knap, som kan bruges lige som tastaturets Shift-tast. Hvis du holder knappen nede, kan alle de andre knapper på musen tildeles en alternativ funktion. Der sidder seks knapper på siden, og hjulet kan bruges som tre knapper ved at vippe det til højre eller venstre eller trykke det lige ned. Alt i alt kan du tildele hjulet og musens knapper 29 forskellige funktioner.

Den trådløse mus lades op ved at placere den i en ladestation, der rager et godt stykke op over bordet. Du skal bare stille musen oven på stationen, så falder de to ting let i hak, og de to små kontakter under musen begynder at overføre strøm. Fordelen ved stationen er, at det er nemmere at sætte musen til opladning, end hvis du skulle tilslutte et USB-kabel hver gang. Ladestationen har endda selv en USB-port, så du kan sætte den medfølgende trådløse USB-dongle i den. På den måde slipper du for at skulle optage to USB-porte på computeren.

Kone XP Air har op til 100 timers batteri, men hvis du husker at parkere musen i ladestationen, når du ikke bruger den, så burde du aldrig komme i nærheden af at løbe tør for strøm.

Roccats styreprogram til musen er ret omfattende, og du kan blandt andet se signalstyrken på den trådløse forbindelse til musen, og indstille lyset i musen, som du vil have det.

Kone XP Air er den trådløse udgave af en af vores favoritmus fra det seneste års tid. Hvis du foretrækker en mus med kabel, kan du læse vores test af forgængeren her.


+ Mange funktioner

+ God form

+ Praktisk Shift-knap

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Roccat Kone XP Air er en fremragende trådløs mus med sin egen praktiske ladestation.

Specifikationer

Mærke
Roccat
Kabel/trådløs
Trådløs
Tilslutning
USB, Bluetooth
Antal taster/knapper
13
Mål
12,6 x 7,2 x 4 cm
Vægt
99 g
Sensor
19.000 DPI