Test af Sound BlasterX Siege M04

Sound BlasterX Siege M04

Behagelig og præcis mus der ligger godt i hånden

af #Mus #Creative
8.8

Navnet Sound Blaster fra Creative leder især tankerne hen på højtalere, headsets og lydkort.

Men nu har den singaporeanske virksomhed kastet sig over produktionen af mus – og Sound BlasterX Siege M04 lever bestemt op til Creatives solide mærkevarekvalitet– og mere til.

Ligger godt i hånden
Sound BlasterX Siege M04 er udstyret med syv primære knapper: en højre og venstre museknap, en knap på scrollhjulet, tre knapper lige ved tommelfingeren. Slutteligt en knap bag scroll-hjulet, hvor du kan skifte mellem tre DPI-indstillinger, der simpelt forklaret afgør, hvor hurtigt markøren rykker sig på skærmen.

Siege M04 er forholdsvis stor, men ligger behageligt i hånden. Det skyldes blandt andet den mønstrede gummi, som siderne er belagt med. Til gengæld er det irriterende, at knapperne på siden er en anelse svære at nå; jeg skulle bevæge fingrene en del for at ramme dem.

Præcisionsarbejde en leg
I programmet Sound Blaster Connect kan du vælge, hvor høj en DPI (max 12.000), de tre indstillinger på museryggen skal have.

Her kan du også nørde med flere indstillinger som polling rate (hvor ofte musen aflæser underlaget) og acceleration. Mulighederne for finindstillinger gør det til en leg at redigere billeder og videoer.

Slutteligt kan du i softwaren også indstille LED-lyset, der funkler i bunden af musen, hvis du er til den slags staffage.

Find den laveste pris:
www.pricerunner.dk 

+ Ligger godt i hånden
+ DPI-indstillinger på ryggen
+ Brugervenlig software
– Sideknappernes er svære at nå

Konklusion

Sound BlasterX Siege M04 er en solid partner på skrivebordet, især hvis du laver præcisionsarbejde.

Specifikationer

Mærke
Creative
Kabel/trådløs
Kablet
Tilslutning
USB
Antal taster/knapper
7
Mål
13,5 x 6,7 x 4,3 cm
Vægt
143 gram
Sensor
Optisk
Andet
12.000 DPI, konfigurérbar i software