Chromecast Ultra er ikke større, end at du kan gemme den bagved fjernsynet.

Chromecast Ultra

Googles fremragende mediestreamer er blevet endnu bedre, men også meget dyrere.

af #Medieafspiller #Google
9.1

Chromecast er på kort tid blevet et af yndlingsprodukterne her på redaktionen. Googles smarte tingest kan modtage video fra fx DR via internettet og vise det på dit tv. Chromecast er lille, nem at betjene og ikke mindst billig.

Den nyeste udgave af Chromecast hedder Chromecast Ultra. Tilnavnet kommer af, at den kan vise tv-billeder i Ultra HD, der er en opløsning med fire gange så mange pixels på skærmen som Full HD – og det giver god mening at sende en Chromecast ud, der matcher de mange nye tv-apparater, der sælges med den høje opløsning. Den nye Chromecast er lille og brugervenlig som sin forgænger. Desværre er prisen ikke længere så fantastisk. Faktisk er den steget til det dobbelte i forhold til tidligere.

Billedkvaliteten er virkelig god, men det er stadig begrænset, hvor meget indhold der kan streames. Der er masser af HD-kanaler, men de sender oftest kun i 720p. Det vil sige 720 vandrette linjer på skærmen mod Ultra HD’s 3.840 linjer.

Netflix har dog indhold i Ultra HD og anbefaler, at man mindst har en internetforbindelse på 25 Mbit/sekund. Jeg fodrede Chromecast Ultra med en serie YouTube-filmklip på et 4K-fjernsyn, og resultatet var meget overbevisende. Efter nogle sekunder hakkede billedet, men det hjalp dog at koble Chromecast Ultra på netværket ved hjælp af den indbyggede kabeltilslutning. Kabelnetværket er en nyskabelse i forhold til forgængeren, hvor man var nødt til at købe en adapter.

Kan blandt andet købes her:
http://store.google.com

+ Lille og let

+ Brugervenligt

– Prisen er fordoblet i forhold til forgængeren

Konklusion

Et virkelig godt produkt er blevet endnu bedre, men det er altså lidt ærgerligt, at prisen er steget så meget.

Specifikationer

Mærke
Google
Tilslutninger
HDMI, ethernet-kabelnetværk
Lagerplads
Ingen
Netværkstyper
802.11ac og kabelnetværk
Fjernbetjening
Nej, styres med smartphone
Vægt
47 gram
Mål
5,7 cm i diameter, 1,4 cm tyk.