Linsen er stor og lukker masser af lys ind.

Logitech MX Brio

MX Brio løfter billedkvaliteten i dine videosamtaler, ligegyldigt hvordan lyset falder.

af Morten Skeldal Østergaard #Kamera #Logitech
9.5

MX Brio er Logitechs hidtil mest avancerede webkamera. Når du har koblet det til din computer med det tykke USB-kabel, der følger med, kan du føre videosamtaler i superskarp 4K-opløsning.

Opsætningen kunne ikke være meget nemmere: Så snart USB-kablet er sat i, og kameraet er klikket fast på toppen af skærmen med den praktiske gribefod, er du sådan set klar til at bruge kameraet.

Kameraets elektronik er kapslet ind i en aflang aluminiumscylinder, og der er en betryggende mekanisme, som lukker fysisk af for optagelser, hvis du drejer på en ring, der sidder omkring linsen.

Det mest imponerende ved kameraet sidder dog på indersiden, for kameraet har en sensor, der giver flotte optagelser under stort set alle lysforhold. Billedet er selvfølgelig bedst, hvis dit ansigt er velbelyst, når du sidder foran skærmen, men kameraet er også hurtigt til at omstille sig, hvis der fx pludselig er stærkt sollys bag dig i billedet. Vi har set billigere kameraer, hvor ansigtet er blevet helt mørklagt ved kraftigt lys bagfra.

MX Brio stiller også meget hurtigt skarpt, hvis du holder et eller andet op foran linsen for at vise det til dem, du taler med. Hvis du skal vise noget på et stykke papir på bordet foran dig, kan du bare vippe kameraet nedad, hvorefter det selv sørger for at stille skarpt og vende billedet rigtigt. Det er supersmart.

Alle de nævnte funktioner virker automatisk, men du kan også finindstille kameraet manuelt ved hjælp af Logitechs program til formålet. Her kan du regulere billedet, så fx dybdeskarpheden og farvebalancen bliver, som du vil have det.

Når man nu betaler så høj en pris for et webkamera, kunne vi godt have ønsket os, at kameraet også kunne benyttes til ansigtsgenkendelse i Windows med sikkerhedsfunktionen Windows Hello. Det kræver dog særlige sensorer, som MX Brio ikke har indbygget.


+ Høj billedkvalitet

+ Fysisk lukkemekanisme

– Ingen Windows Hello

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

MX Brio løfter billedkvaliteten i dine videosamtaler, ligegyldigt hvordan lyset falder.

Specifikationer

Mærke
Logitech
Type
Webkamera
Opløsning
3840 x 2160 pixels
Tilslutning
USB
Video
4K, 30 FPS eller Full HD med 60 FPS
Mål
9,8 x 6,2 x 5,2 cm
Vægt
176 g