TP-link TL-WPA8730 Kit
Superhurtigt powerline-sæt fra TP-Link med dobbelt funktionalitet. Nemt at komme i gang med.
Med TP-links nye TL-WPA8730 Kit får du to praktiske produkter i en og samme pakke: Muligheden for at forlænge netværket til fx en anden etage ved at sende signalerne gennem elledningerne, og så en praktisk trådløs extender, der sender dit trådløse netværk videre ud på den anden ende af elledningerne.
Det betyder, at du placerer den ene enhed ved siden af din router, og forbinder de to med et netværkskabel. Den anden enhed kan du fx stille i kælderen eller på førstesalen, og så modtager den signalerne via elledningerne fra den første enhed. Den anden enhed, også kaldet extender-enheden, kan nu bruge det opsamlede netværk til at starte et trådløst netværk i din kælder eller på førstesalen. Hvis du bruger WPS-knappen, får det nye netværk samme navn og kode som dit oprindelige netværk, og så vil det føles som om hele huset er dækket af et og samme netværk.
Desværre lykkedes det os ikke at få WPS-funktionen mellem router og powerline-adapter til at virke, men det tilskriver jeg mere redaktionens ældre testrouter end sættet fra TP-link. Til gengæld kan man nemt logge på adapterens styresider i browseren og her indstille det hele, som man har lyst. Og selve parringen mellem de to adaptere fra TP-link foregår nemt og ubesværet, blot du tilslutter dem direkte i stikkontakter og ikke i stikdåser og kabeltromler.
Hastigheden på dette sæt er helt i top. Adapterne følger den lynhurtige AV1200, hvor data sendes med op til 1.200 Mbit i sekundet gennem elledningerne. På det trådløse område får du to ac-netværk med en hastighed på 1.750 Mbit i sekundet. Det er hurtigt nok til fx at streame film og musik over hjemmenetværket.
På Extender-delen af TP-links sæt er der hele tre almindelige netværksstik. Med dem kan du koble kablet netværksudstyr på netværket i den ende af huset, hvor du har placeret enheden. Det er to stik mere end på de fleste andre powerline-adaptere. Har du et meget stort hus, kan du tilkøbe ekstra adaptere og koble på i andre rum i huset.
Vores eneste lillebitte anke ved dette ellers glimrende sæt, er at den fysiske størrelse er en smule i overkanten. Begge enheder fylder godt og grundigt op i stikkontakten – og spærrer for nabostikket.
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Med de to indbyggede funktioner, får du her både et powerline-sæt og en extender i en og samme pakke. Sættet er hurtigt oppe at køre, og det kræver ikke megen teknisk snilde at installere.
Specifikationer
- Mærke
- TP-Link
- Angivet hastighed
- AV1200
- Tilslutninger
- 3 x Gigabit Ethernet Port
- Sikkerhed
- 128-bit AES
- Overførselshastighed
- 1200 Mbit (powerline), 1750 Mbit (ac)