Du skal trykke på headsettets stilk for fx at hoppe et nummer frem, når du lytter til musik.

OnePlus Buds Pro 2

Et godt headset, som det er nemt at indstille lyden på – også selv om du ikke er nogen ekspert.

af Morten Skeldal Østergaard #Høretelefoner og headsets #OnePlus
8.2

OnePlus Buds Pro er et vellykket headset til din telefon. Du kan bruge det sammen med både iPhone og Android, men du får nogle ekstra småfunktioner, hvis du er på Android-holdet.

Din Android-telefon og headsettet kan fx automatisk finde sammen, hvis du holder dem tæt på hinanden. Så slipper du for at skulle slås med din telefons Bluetooth-indstillinger for at oprette den trådløse forbindelse.

Headsettets lyd er flot og klar i telefonsamtaler og de fleste former

for musik. Bassen har en tendens til at være lidt for dominerende, men det kan til dels reguleres i headsettets indstillinger.

Du kan lytte i seks timer med støjreduktionen tændt, og op til 25 timer, hvis vi tæller det genopladelige batteri i ladeæsken med. Hvis du vil holde øje med batteritiden undervejs, kan du gøre det i OnePlus-app’en til din telefon. Her kan du også finindstille lyden, hvis du ikke er helt tilfreds. Ved at følge en lille guide i app’en, kan du indstille lyden, så den passer perfekt til dine ører – også selv om du ikke har den store erfaring med at indstille den slags.

Æsken er bygget i spinkelt plastik, men den virker, som den skal. De to ørepropper bliver hjulpet på vej af magneter, når de skal tilbage i æsken, så de klikker på plads af sig selv. Æsken er flad nok til, at du kan have den i lommen, mens headsettet lader op.

En lille stilk peger nedad fra headsettets højtalerdel i dit øre. Stilken gør det nemt at få headsettet på plads og få det ud igen, og det er også den, du skal trykke på for at styre headsettets funktioner. Vi havde dog en del problemer med at finde det rigtige sted at sætte fingrene. Der er et berøringsfølsomt område, men det lykkedes os sjældent i første forsøg at aktivere funktioner som fx at pause musikken eller hoppe et nummer frem. Vi ville også gerne have haft mulighed for at skrue op og ned for lyden direkte på headsettet. Du kan holde fingeren nede i et stykke tid på stilken for at aktivere den stærke, indbyggede støjreduktion eller åbne headsettets mikrofoner, så du bedre kan høre dine omgivelser, selv om du har propperne i ørerne.

Der følger tre størrelser silikonepropper med, så du kan få OnePlus Buds Pro 2 til at passe bedre til netop dine ører.


+ Flot og klar lyd

+ Automatisk parring med telefonen

– Svært at ramme de berøringsfølsomme knapper

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Et godt headset, som det er nemt at indstille lyden på – også selv om du ikke er nogen ekspert.

Specifikationer

Mærke
OnePlus
Frekvensområde
10 Hz ~ 40 KHz
Batteritid
20 timer
Tilslutning
Bluetooth
Vægt
4,9 g