Fire LED-lys på fronten viser hvor meget batteri, der er tilbage i headsettet.

Logitech G Astro A50 X

Logitech G Astro A50 X giver god lyd og kan også skifte billedkilde til din skærm.

af Morten Skeldal Østergaard #Høretelefoner og headsets #Logitech
9.4

Astro A50 X er en praktisk løsning, hvis du bruger din skærm og dit headset sammen med flere enheder.

Det specielle ved Astro A50 X (og nok også den primære årsag til den høje pris) er den store ladestation, hvor du kan parkere headsettet til opladning, når du ikke bruger det. På bagsiden af ladestationen er der et stort udvalg af ind- og udgange, for du kan ikke blot tilslutte lyden, men også billedsignalet fra pc’en og fx en Playstation. Når du har tilsluttet op til tre enheder til ladestationen, skal du bare trække et enkelt HDMI-kabel hen til din skærm. Ved et tryk på en knap på headsettet kan du nu skifte mellem de tilsluttede enheder og vælge, hvad der skal vises på skærmen. Det fungerer helt problemfrit og næsten øjeblikkeligt, når du trykker på knappen.

Lydkvaliteten er god med en svag tendens til at overdrive bassen, hvilket især kan være irriterende ved musiklytning. Det kan heldigvis nemt reguleres i Logitechs tilhørende Windows-program, som ikke bare er brugervenligt, men faktisk også decideret flot designet.

Headsettet kan forbindes til din telefon via Bluetooth, og det er også muligt at hente en app fra Logitech og ændre headsettets indstillinger ad den vej. Den trådløse rækkevidde er upåklagelig, og vi kunne faktisk gå ind i et andet rum og stadig modtage lydsignalet uden forstyrrelser.

Den indbyggede mikrofon lyder lige så godt som visse store, enkeltstående mikrofoner, vi har testet. Din stemme går helt klart igennem og uvedkommende lyde fra dine omgivelser filtreres effektivt fra. Mikrofonarmen kan køres op og ned og bøjes til siderne, så det er let at få den til at sidde på en måde, der passer dig. Når armen klappes helt op, lukkes der automatisk af for lyden fra mikrofonen.

Headsettet er stort og lidt klodset, men det føles alligevel behageligt på hovedet takket være stofpuder på både bøjlen og ørekopperne.

Batteriet kan holde headsettet kørende i et døgns tid, men det er nok tvivlsomt, om du kommer til at opleve, at det løber tør for strøm. Det bliver jo ladet op, når du lægger det fra dig i ladestationen.


+ Skift mellem lyd og billede fra flere enheder

+ God mikrofon

– Stort og klodset

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Logitech G Astro A50 X giver god lyd og kan også skifte billedkilde til din skærm.

Specifikationer

Mærke
Logitech
Frekvensområde
20-20.000 Hz
Batteritid
24 timer
Tilslutning
Bluetooth
Vægt
363 g