Den lille æske fungerer også som ladestation.

JBL Tune 230NC

Trådløse mini hovedtelefoner med aktiv støjdæmpning.

af Henrik Ræder Clausen #Høretelefoner og headsets #JBL
8.8

Disse trådløse mini hovedtelefoner lover stærk bas, og det leverer de. Lydkvalitet og aktiv støjdæmpning er udmærkede uden at være direkte imponerende. I forhold til prisen er det dog et glimrende sæt uden svage sider.

Det vigtigste succeskriterie ved det lille sæt er, om det mon kan levere den lovede, kraftige bas. Og det kan det: Kraftige baslinjer (“How Many More Times”) bliver dominerende, og dyster musik (“Day of The Lords”) får en decideret dommedagsagtig klang.

Men går man ind i den tilhørende app, er det let at skifte equalizer-indstillingen til neutral, og så skifter klangen: Den ellers dominerende bas bliver nu blot fremhævet en smule, og der bliver således mere plads til andre elementer i musikken. Et udmærket samlet resultat, der dog ikke kan konkurrere med dyrere udstyr.

Den aktive støjdæmpning er ikke så kraftig, som vi har oplevet i andre hovedtelefoner. Til gengæld er dens effekt på musikken ganske umærkelig. Men bruger man funktionen til at lade omgivelsernes lyd slippe igennem, kommer der en underlig snurren i baggrunden, som vi godt kunne undvære.

Sættet har indbyggede mikrofoner, der gør dem brugbare som headset til telefonsamtaler. Lyden går udmærket igennem til modparten – inklusive en pæn del af omgivelsernes lyd, lagde vi mærke til. I praksis er det en fin kombination, så man nemt skifter mellem telefon og musik.

Rent mekanisk er her tale om “Ind i øret” hovedtelefoner. De har en udmærket balance og sidder så godt fast, som man kan forvente. Der medfølger to ekstra sæt propper, så de kan tilpasses øregangen. Og det er vigtigt at de sidder rigtigt, ellers ‘kortslutter’ de dybe toner, og musikken bliver bleg.

Hovedtelefonerne er helt trådløse, både i forbindelse (Bluetooth) og opladning. Den medfølgende opbevaringsæske fungerer både som oplader og batteripakke, og skal selv lades med et USB-C kabel. Sættet kan bruges 8-10 timer, før det skal lades, og æsken kan oplade det cirka tre gange.

Plus / minus:
+ Holder løftet om stærk bas
+ Fungerer godt som headset
+ Gode batterier
– Underlig lyd i baggrunden

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Dette lille sæt leverer god lyd, stærk bas og udmærket støjdæmpning, til en meget fornuftig pris.

Specifikationer

Mærke
JBL
Frekvensområde
20 - 20000 Hx
Batteritid
8-10 timer
Tilslutning
Bluetooth 5.2
Vægt
10 gram
Andet
Aktiv støjdæmpning