Philips Hue Motion Sensor

Philips Hue Motion Sensor er en bevægelsessensor, som passer til Philips' WiFi-pærer Hue. Med den kan lyset tænde automatisk.

af Henning Dadkhah Rasmussen #Diverse #Philips
10.0

Philips har vundet megen hæder for deres smarte lyssystem Hue, og det er ikke uden grund. Med en såkaldt bridge som samlingspunkt kan du kontrollere de særlige trådløse pærer og dermed hjemmets lys fra smartphone og pc. Philips Hue Motion Sensor er den seneste tilføjelse til Hue-systemet. Motion Sensor er en simpel bevægelsessensor, som kører på batterier og er trådløs. Du sætter den blot op ved indgangen til et rum i huset, og kan nu indstille, hvilke lamper der skal tænde, når den opdager bevægelse.

Opsætningen af Philips’ bevægelsessensor er utroligt enkel. Vi startede Hue-appen fra en Android-smartphone, trykkede på en knap for at tilføje en ny enhed, og så fandt appen straks sensoren og tilføjede den til det øvrige Hue-setup. Hvis bare alle produkter var så nemme. Som standard er sensoren indstillet til, at den i de tidlige aftentimer tænder lamperne på fuldt blus, mens den ved aktivitet i hjemmet om natten tænder en blid og mere dunkel belysning. Det er smart, og du kan naturligvis selv finindstille det hele fra appen – også de specifikke tidspunkter for aften og nat.

Motion Sensor har indbygget lyssensor, så lyset ikke tændes i dagtimerne – selvom du går gennem rummet – men den kræver desværre den nyeste bridge fra Philips. Er dit Hue-system af ældre dato, må du derfor påregne en udgift på cirka 450 kroner oven i sensorens meget rimelige pris på 299.

 

Find den bedste pris her.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Philips har her skabt den nærmest perfekte udvidelse til det allerede vellykkede Hue-system. Nu behøver du ikke længere trykke på kontakten for at tænde lyset.

Specifikationer

Mærke
Philips
Produkttype
Bevægelsessensor
Mål
5,5 x 5,5 x 2 cm
Tilslutning
Trådløs forbindelse til Hue Bridge
Andet
Bruger 2 stk. AAA alkaline batterier (medfølger)