Philips Hue Lily 3-pack Udendørsbelysning

Philips Hue Lily er intelligente lamper til udendørs brug, der kan tændes, slukkes og kontrolleres fra telefonen.

af #Diverse #Philips
8.5

Tænd, sluk og juster lyset og farverne i lamperne på terrassen. Alt sammen fra mobilen og helt uden at rejse dig. Det lyder som et fremtidsscenarie, men det kan allerede lade sig gøre.

Vi har taget et kig på Philips’ nye serie af udendørsbelysning til haven, nærmere bestemt Lily-lampen.

Selve installationen foregår smertefrit. Fra du åbner pakken, får samlet lys og ledninger og installeret app’en på din telefon, går der ikke meget mere end et kvarter. Og du behøver stort set ikke konsultere manualen, for opsætningen giver mere eller mindre sig selv.

De gode takter fra opsætningen går igen i app’en fra Philips. Den er nem og logisk at finde rundt i. På startskærmen har du en oversigt over alle de rum, der er koblet til, og om lysene er tændt eller ej, ligesom du kan dæmpe eller skrue op for lysstyrken.
Og har du — som i Lily-lampen— pærer med farvefunktion, kan du her justere farverne for hver enkelt pære i alle regnbuens farver. Du kan også vælge en række forudindstillede farveprofiler, såsom en solnedgang eller læse-lys, og du kan gemme dine egne lys-profiler præcis, som du vil have dem.

I app’en får du en oversigt over alle dine rum. Det er muligt at justere lyset i hver enkelt af dine lamper og sætte dem til at tænde på specifikke tidspunkter.

I app’en kan du også styre, at dine lamper skal tænde på forskellige tidspunkter, eller fx når du kommer hjem. Det er smart og giver god mening ved eksempelvis ferier, hvor huset og haven eller lejligheden kan se ‘levende’ ud, selvom ingen er hjemme. Lamperne er vandtætte, så de kan klare at stå ude og har en angivet levetid på 25.000 timer. Alt efter, hvor meget lamperne er tændt, er der altså en del års levetid.

De tre lamper er udført i mat, sort aluminum, enkle i udtrykket og føles robuste. Set med skandinaviske, minimalistiske øjne er det en dejlig diskret lampe, som kan falde i ét med havens træer og buske, men også tåler at stå fremme. I fødderne af lamperne er huller, så de er nemme at montere på vægge og træværk, men der kan også tilkøbes også med jordspyd, hvis man foretrækker det. Du kan anskaffe flere lamper og koble dem sammen med de eksisterende tre, der er i pakken — strømadapteren kan klare i alt fem lamper.

For at få hele systemet til at fungere kræver det, du har en Philips Hue Bridge koblet til din router, og at denne maksimalt er placeret ti meter fra den nærmeste udendørslampe. Det skal du være opmærksom på, før du investerer i lampe-sættet. Bridge-enheden har en pris på cirka 400 kroner. Og vil du have flere lamper, står de i omkring 700 kroner stykket.

Samlet set er Lily-lampen et fremragende og enkelt bekendskab, der dog ikke er helt billigt, hvis du har en stor have og skal have adskillige lamper.

 

Find laveste pris her:
www.pricerunner.dk

 

+ Nem og hurtig installation
+ God og responsiv app

– En halvdyr løsning

Konklusion

Vil du have et nemt, intuitivt og gedigent lampe-system til haven, er Philips Hue Lily et godt valg — men det koster, særligt hvis du skal have flere lamper til en større have.

Specifikationer

Mærke
Philips
Produkttype
LED lampe
Mål
H: 19,4 cm. Ø: 7 cm. H: 47,2 cm inkl. spyd
Vægt
0,430 kg
Tilslutning
Lavvolt 24V