Med LIFX Beam kan du lave smart indirekte belysning i hjemmet.

LIFX Beam

En smart løsning, hvis du vil kunne fjernstyre indirekte belysning i dit hjem.

af Morten Skeldal Østergaard #Diverse #LIFX
8.1

LIFX er en konkurrent til den populære Hue-serie af fjernstyret lys fra Philips. Hyggebelysningsproduktet LIFX Beam består af seks aflange lysrør, der kan sættes sammen i forlængelse af hinanden eller i en vinkel ved hjælp af et lille hjørnestykke.

Det er meget nemt at sætte rørene sammen med de indbyggede magneter i enderne. Bagpå hvert rør sidder en stribe dobbeltklæbende tape, som kan bruges til at sætte lyset op på væggen. Det er lidt en smagssag, hvad man synes om det look. Jeg  synes personligt, at rørenes kulørte lys ligner neondekorationer fra et 80’er-diskotek. Som indirekte lys virker LIFX Beam til gengæld rigtig godt. Hvis de fx ligger skjult på en høj reolhylde, giver de en flot lyseffekt op mod loft og væg.

Lyset kan indstilles i både farve og lysstyrke, og du kan lave forskellige effekter, så lyset fx skaber mønstre i takt til musik eller ændrer karakter i løbet af dagen.

Det er nemt at komme i gang med app’en, hvis du blot vil bruge den til at tænde og slukke for hvidt lys i rørene. Det er lidt en anden sag, hvis du vil arbejde med de forskellige effekter. Det tog mig en del trykken frem og tilbage at få helt styr på betjeningen. Det hjælper ikke, at LIFX bruger en stor del af hovedmenuen i app’en til at forsøge at sælge dig flere af firmaets produkter. Den slags reklame kunne godt gemmes bedre af vejen, så det ikke forstyrrer, hver gang du skal tænde og slukke for lyset.

LIFX Beam virker med de tre mest udbredte taleassistenter fra Google, Apple og Amazon. Jeg koblede nemt  Beam sammen med Amazons Alexa og kunne tænde og slukke lyset ved at bede pænt om det.

 Kan købes her:

www.lampeguru.dk

+ Mange muligheder

+ Kan stemmestyres

– Påtrængende reklamer

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

En smart løsning, hvis du vil kunne fjernstyre indirekte belysning i dit hjem.

Specifikationer

Mærke
LIFX