Det røde lys viser, at mikrofonen er aktiveret.

HyperX Solocast

HyperX Solocast giver en god lyd i videosamtaler, men sørg for, at den står på et solidt underlag.

af Morten Skeldal Østergard #Diverse #HyperX
8.2

HyperX Solocast er en mikrofon, der giver en klarere og flottere lyd, når du fx fører videosamtaler.

Solocast er 100 procent plug and play. Der er ingen specielle indstillingsmuligheder, så du bruger bare indstillingerne i Windows til at styre mikrofonen.

Mikrofonen er allerede monteret på foden, når du tager den ud af kassen, så den skal bare stilles på bordet, og det lange, medfølgende kabel skal sættes i en USB-port i pc’en. Så er du i gang.

De fleste bærbare pc’er er udstyret med en indbygget mikrofon i tvivlsom kvalitet, og Solocast forbedrede da også lyden markant, da vi sluttede den til vores test-pc.

Solocast opfanger lyden lige foran den. Det fungerer perfekt, hvis det kun er dig, der skal bruge den, men hvis man sidder flere omkring mikrofonen, kan de yderste deltagere lyde lidt dæmpede i optagelsen.

På toppen sidder en praktisk mute-knap til at slukke for mikrofonen. Den er berøringsfølsom, så det kan ikke høres på optagelsen, at du trykker på den.

Vi kunne til gengæld høre, når vi skrev på vores mekaniske tastatur, mens mikrofonen var tændt. Vibrationerne gennem den billige spånplade, vi brugte som underlag, blev opfanget af Solocast som en svag buldren i optagelsen. Da vi flyttede mikrofonen over på et gammelt skrivebord i solidt teaktræ, var den generende baggrundslyd næsten væk. Løsningen på det buldrende problem kunne være et ophæng i elastikker, som vi blandt andet har set på HyperX’s dyrere mikrofoner, men det er altså et af de steder, der er sparet for at få prisen ned.

HyperX Solocast koster da også kun cirka det halve af firmaets topmodeller, og den er fin løsning, hvis du bare vil have god lyd på dine videosamtaler, og ikke har tænkt dig at bruge mikrofonen til ret meget andet.


+ Fin lydkvalitet

+ Berøringsfølsom mute-knap

– Opfanger vibrationer fra bordet

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

HyperX Solocast giver en god lyd i videosamtaler, men sørg for, at den står på et solidt underlag.

Specifikationer

Mærke
HyperX
Produkttype
Mikrofon
Vægt
430 gram
Tilslutning
2 meter langt USB-kabel