DVBLogic TVButler

DVBLogic TVButler

En tv-tuner, som passer til softwaren DVBLink - og fx kan installeres i en NAS.

af #Diverse #DVBLogic
8.2

Firmaet DVBLogic står bag softwaren DVBLink, der kort fortalt er et program, som kan sende dine tv-kanaler ud på hjemmenetværket og internettet, så du fx kan se og optage tv, når du ikke er hjemme. Det er også en praktisk måde at se dansk tv, når du er på ferie i udlandet.

USB-nøglen TVButler er en lille og praktisk tv-tuner, som passer til DVBLink-softwaren. Med tuneren kan du modtage tv via DVB-T/T2 (luftbårent signal) eller DVB-C, som blandt andet bruges af Stofa og YouSee. For at se tv, skal du installere DVBLink på en pc med Windows, som altid er tændt – ellers er der ikke adgang til kanalerne. Mere optimalt er det at installere tv-tuneren i en NAS, som understøtter det – fx fra Synology eller Asustor – fordi en netværksharddisk altid er tændt, også når du ikke er hjemme.

Jeg installerede både TVButler og DVBLink på en Synology DS416Play med styresystemet DSM 6.1. Tv-tuneren dukkede straks op i DVBLinks software, og så kunne jeg gå i gang med at finde YouSees kanaler. Efter en god halv time var setuppet klar, og nu kan jeg så se alle mine tv-kanaler på alle pc’er i hjemmet eller på min smartphone med appen DVBLink. Det er smart og virker helt fortrinligt. Især er jeg begejstret for, at jeg – mens jeg er væk fra hjemmet – kan trykke på en kommende tv-udsendelse fra appen på telefonen, og bede DVBLink om at optage udsendelsen. Den gemmes så på min NAS uden kopibeskyttelse og kan ses, når jeg har tid og uden begrænsninger.

TVButler er hurtigere end mange andre tunere, jeg har prøvet, og der er således kun ganske kort ventetid ved kanalskift. Men da DVBLink også virker med tunere, der ikke kommer fra firmaet selv, anbefaler jeg at du først prøver om dine eksisterende tv-tunere kan klare opgaven. Det er billigere end at købe den relativt dyre TVButler.

DVBLinks software viser en guide over alle tv-programmer.
DVBLinks software viser en guide over alle tv-programmer.

DVBLinks software er fint og overskueligt, og du kan ofte gå flere uger frem i programoversigten. Det gør det simpelt at planlægge optagelser af programmer.

 

Konklusion

TVButler er hurtigt, praktisk og virker perfekt med DVBLinks software.

Specifikationer

Mærke
DVBLogic
Produkttype
Tv-tuner
Tilslutning
USB 2.0, antenne
Andet
Digital DVB-T/T2 og DVB-C (kabel-tv)