Den bærbare pc fra MSI er ikke nogen dårlig computer, men prisen burde være lavere.

MSI Prestige PS42 8RB

Lidt for mange småfejl skæmmer den dyreste pc i testen, men ydelsen kan man ikke sætte en finger på.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #MSI
8.2

MSI Prestige PS42 er til en pris på lige under 8.000 kroner ikke ligefrem nogen discountcomputer – men den efterlader alligevel et lidt billigt indtryk efter en uges tid i vores testlaboratorium. Hvis man trykker på midten af kabinettet, giver det sig ret meget. Det er måske ikke ligefrem i fare for at gå i stykker, men man sidder med en følelse af, at det ikke er de allerbedste materialer, der er blevet anvendt her. Materialevalget betyder dog også, at computeren er meget let og nem at tage med på farten.

Skærmen er den del, som MSI har gjort sig mest umage med: Den er slank og har en meget smal ramme. Billedet er skarpt og lækkert, og den matte overflade sætter en stopper for reflekterende sollys. Den smalle ramme har desværre den uheldige bivirkning, at MSI har været nødsaget til at flytte webkameraet ned under skærmen. Det giver en noget mærkværdig vinkel, når folk ser dig i videosamtaler i fx Skype.

PS42’s indbyggede grafikkort er en tand bedre end den sædvanlige Intel-chip, der sidder i lidt billigere bærbare. Her er der blevet plads til et billigt grafikkort fra Nvidia, som gør det muligt at spille lidt 3D-spil. Du skal dog ikke sætte næsen op efter at kunne spille nye skydespil i høj opløsning.

I kraftig belysning er det svært at tyde de påtrykte bogstaver på tastaturet. De er trykt med lys farve på tasternes sølvfarvede baggrund, og det gør det især meget svært at se bogstaverne, hvis lyset falder lidt skævt ind på tastaturet. Hvis du plejer at skrive uden at kigge på tasterne, er problemet dog ikke så stort. Computerens fingeraftrykslæser er indbygget i musepladen. Den aflæser fingeraftrykket uden problemer, men det kan være svært at undgå at komme til at skubbe rundt med musemarkøren, når fingeren skal aflæses.


+ God skærm

– Mærkelig placering af webkamera

– Spinkelt bygget


Find laveste pris:

www.pricerunner.dk

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Lidt for mange småfejl skæmmer den dyreste pc i testen, men ydelsen kan man ikke sætte en finger på.

Specifikationer

Mærke
MSI
Type
Bærbar pc
Processor
Intel Core i7-8550U, 1,8 GHz
Grafikkort
Nvidia GeForce MX150
Hukommelse (RAM)
8 gigabytes
Lagerplads
256 gigabytes SSD, PCI-E
Skærmstørrelse
14 tommer
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
Mål
32,2 x 22,3 x 1,7 cm
Vægt
1,19 kg
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 10 Home, 64-bit
CPU Mark
8256,6
2D Mark
662,3
3D Mark
2235,9
Memory Mark
2071,9
Disk Mark
13062,1
Benchmark (højest er bedst)
3912