Skærmen kan tages af og sættes omvendt på, hvis du fx skal vise noget til andre.

Microsoft Surface Book

Microsofts nye Surface er både solid og hurtig.

af #Computer #Microsoft
9.1

De fleste computere, vi tester, er lidt anonyme, men det kan man ikke sige om Microsoft Surface Book.

Den føles som noget helt særligt, når man tager den ud af kassen første gang. Både over- og underside er i groft poleret magnesium, der får computeren til at virke rå og solid. De lidt skarpe kanter og det meget kraftige hængsel til skærmen giver indtryk af, at Surface Book nærmest er skabt til militær brug.

Surface Book er en 2-i-1-computer.  Det vil sige, at skærmen og tastaturet kan skilles ad, så skærmen i praksis fungerer som en tablet. Adskillelsen foregår på andre 2-i-1-pc’er typisk ved, at man klikker på en lille mekanisk knap, der frigiver en låsemekanisme, så de to dele kan skilles ad. Den slags leder man forgæves efter på Surface Book. Jeg måtte ty til en internetsøgning, før jeg fandt frem til knappen, som er en del af tastaturet. Det specielle er nemlig, at låsemekanismen styres elektronisk. Det betyder også, at der er en knap i systembakken i Windows, som kan udløse mekanismen. Det virker meget professionelt, men har måske ikke den store praktiske betydning.

Surface Book er en pc, der stort set ikke sætter et ben forkert. Den er hurtig, og den larmer ikke. Til gengæld kan den godt blive ret varm på bagsiden af skærmen – selv ved almindelig brug uden de store belastninger af processoren eller grafikchippen.

Skærmen er blandt de bedste, vi har set i denne type pc, og touchfunktionen fungerer meget hurtigt.

Der følger også en pen med, som kan bruges til at tage noter direkte på skærmen. Den magnetiske pen kan sættes fast på siden af skærmen, når du ikke lige bruger den.

Find en forhandler:
www.pricerunner.dk

+ Solidt magnesiumkabinet
+ Smart låsemekanisme

– Temmelig dyr

Konklusion

En rigtig god, men også dyr 2-i-1-computer fra Microsoft. Surface Book er virkelig robust bygget.

Specifikationer

Mærke
Microsoft
Type
2-i-1
Processor
Intel Core i5, 2,4 GHz
Grafikkort
Intel HD Graphics 520
Hukommelse (RAM)
8 gigabytes
Lagerplads
128 gigabytes
Skærmstørrelse
13,5 tommer
Skærmopløsning
3000 x 2000
USB-porte
2 x USB 3.0
Tilslutninger
Mini DisplayPort, minijack til høretelefoner, SD-kortlæser
Netværk
802.11ac
Mål
23,2 x 31,2 x 1,3 cm
Vægt
1,5 kg
Batteritid
12 timer
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 10 Pro
Benchmark (højest er bedst)
2188,8