Lenovo Thinkpad X1 Yoga 20FQ0045MD

Her får du virkelig luksus for alle pengene. Lenovos ultrabook er lynhurtig og der er kræset om designet.

af Henning Dadkhah Rasmussen #Computer #Lenovo
10.0

Lad os med det samme slå fast, at Lenovos nye Thinkpad X1 Yoga pc ikke er for hvem som helst. Med et prisskilt på omkring 17.000 kroner er den i hvert fald uden for rækkevidde for denne skribent, med mindre lørdagens trækning i Lotto falder ud til min fordel. Og er den så pengene værd?

 

Lenovos ultrabook er noget af det ypperste, jeg har haft i hænderne som tester. Maskinen er fjerlet og utroligt tynd – faktisk tyndere end et netværksstik, så det kan kun bruges med den medfølgende adapter. Samtidig er pc’en en 2-i-1’er, så du kan dreje skærmen rundt og bruge computeren som tablet. Skærmen er naturligvis berøringsfølsom, og der medfølger en pen til at skrive på skærmen.

 

På hardware-siden fås der ikke bedre komponenter. Du får den nyeste og hurtigste i7-processor fra Intel, 8 GB hukommelse og en SSD på 256 GB. Alle delene kan konfigureres, så du kan sammensætte pc’en til en endnu højere pris, eller komme ”helt” ned på 15.000 kroner for den mest skrabede model.

 

Alt hvad jeg foretog mig på denne maskine foregik i rasende fart på den medfølgende Windows 10 Pro, og både tastatur og museplade er i glimrende kvalitet og giver ikke irritation ved hyppig brug.

 

På udstyrssiden mangler der heller ikke noget: Du får en fingeraftrykslæser, så du kan logge hurtigere på Windows 10, indbygget mobilt bredbånd, så du blot kan tilslutte et SIM-kort, og et passende antal knapper og porte.

 

Vi testede pc’en med gratisprogrammet ChrisPC Win Experience Index, hvor den endelige karakter endte på 6,2 – kun trukket ned af 2D-grafikkortet, der er leveret indbygget fra Intel. De øvrige karakterer ligger på mellem 7,9 og 9,9.

Sammensæt selv Lenovo X1 her

 

Her ses Lenovo X1 ved siden af redaktionens 4 år gamle Lenovo. Der er virkelig sket meget med størrelsen på pc'er.
Her ses Lenovo X1 ved siden af redaktionens 4 år gamle Lenovo. Firmaet har barberet størrelsen ned på imponerende vis.

 

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Prisen på knap 17.000 fører denne pc uden for rækkevidde for de fleste private, men du får noget af det ypperste for de mange penge.

Specifikationer

Mærke
Lenovo
Type
Ultrabook, 2-i-1
Processor
Intel i7-6600U, 3,4 GHz
Grafikkort
Intel HD Graphics 520
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
256 GB SSD
Skærmstørrelse
14 tommer
Skærmopløsning
2560x1440
USB-porte
3
Tilslutninger
USB, HDMI, SD-kort, SIM-kort, Display-port, minijack,
Netværk
Intel Dual Band Wireless-AC (2x2) 8260, Bluetooth 4.1 vPro
Mål
33,3 x 22,9 x 1,68 cm
Vægt
1,27 kg
Batteritid
4-celler, 56 Wh
Touchskærm
Touch
Styresystem
Windows 10 Pro
Benchmark (højest er bedst)
6,2