Computeren er bygget ind nederst på skærmens bagside.

Lenovo ThinkCentre X1

Lenovos elegante alt i én-pc kunne godt have brugt en bedre mus og et kvalitetstastatur.

af #Computer #Lenovo
7.3

Lenovo ThinkCentre X1 er en pc, der gerne vil inviteres ind i stuen. Den er elegant bygget og ser præsentabel ud fra alle sider. Samtidig er den meget støjsvag, så man får virkelig indtryk af, at det er en computer, der er beregnet til at stå frit fremme.

ThinkCentre er en alt i én-computer, der leveres fuldstændig færdigbygget – præcis som et fjernsyn. Det er altså ikke meningen, at du skal begynde at skille den ad og skifte komponenterne ud. Det bliver også svært, for pc’en er ikke meget tykkere end en almindelig computerskærm. Det slanke look understreges af den tynde metalarm, der holder skærmen hævet over bordet.

Ydelsen er fin til dagligdags brug. Det er tydeligvis en pc, der mestendels er beregnet til at lave kontorarbejde og gå på internettet, og det gør den så til gengæld også godt.

Bagsidens aluminiumoverflade er skabt til at lede varmen væk fra computeren, så det har mindsket behovet for en støjende blæser. Der er heller ikke noget toptunet grafikkort, der kræver ekstra køling.

Skærmen giver et godt billede. Der er ikke indbygget touch i den, men det giver så i stedet den fordel, at der ikke er genskin i den matte overflade. Opløsningen er Full HD, og det er meget passende til en pc af denne type,   der minder en del om et fjernsyn. Det virker meget naturligt at slå sig ned foran skærmen med en kop kaffe og streame et tv-program over nettet.

Over skærmen sidder et webkamera, der fx kan bruges til at føre videosamtaler via Skype. Det er en fiks detalje i disse overvågningstider, at der sidder en lille diskret skyder, der kan trækkes hen foran kameraet, så du er helt sikker på, at der ikke sidder ubehagelige typer og kigger ind i din dagligstue via nettet.

Kikset tilbehør

ThinkCentre X1 er en flot og gennemtænkt computer. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at det medfølgende trådløse sæt med mus og tastatur er decideret håbløst.

Det er billige produkter i klasse med dem, man finder i tilbuds-kassen i supermarkedets elektronikafdeling, og de lever slet ikke op til selve computeren. De kan selvfølgelig udskiftes, men de ødelægger helhedsindtrykket af en luksuriøs alt i én-computer, og man kunne godt have ønsket sig noget mere til prisen.

Kan købes her:
www.lenovo.com/dk/da

+ Præsentabel alt i én-pc
+ Støjsvag
– Billigt tilbehør
– Dyr i forhold til ydelse

Konklusion

En slank og elegant alt i én-pc, der desværre ledsages af et knap så elegant sæt med trådløs mus og tastatur.

Specifikationer

Mærke
Lenovo
Type
Alt i én-pc
Processor
Intel Core i7-6600U
Grafikkort
Intel HD Graphics 520
Hukommelse (RAM)
8 gigabytes
Lagerplads
256 gigabytes
Skærmstørrelse
23,8 tommer
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
3 x USB 3.0
Netværk
802.11ac og kabelnetværk
Vægt
5 kg
Styresystem
Windows 10 Pro