Test af Huawei Matebook X

Huawei Matebook X

Kompakt designet bærbar pc med kraftig indmad, men begrænsede porte

af #Computer #Huawei
8.8

Kinesiske Huawei forsøger sig på pc-markedet med firmaets første bærbare computer, Huawei Matebook X. Den er kompakt, hurtig – men en anelse dyr.

Matebook X minder ved første øjekast om Apples Macbook med sit slanke, minimalistiske design, hvor tastaturet går næsten helt til kanten af stellet – og hvor rammen omkring skærmen er smallere end en lillefingernegl.

Matebook X vejer kun et enkelt kilo, er kun 12,5 mm tyk og fylder mindre end et A4-papir, hvilket gør den til en af mest transportable bærbare computere, jeg har prøvet.

Solid ydelse

Huawei Matebook X bygges med Intels i5 eller i7 U-processorer, der står for ultra low power. Processoren bruger altså mindre strøm på bekostning af en smule ydelse. Vores testmodel er en i5-7200U-processor, der dog klarer alle hverdagsopgaver til perfektion – men med et indbygget Intel HD-grafikkort, bør du ikke overbelaste maskinen med alt for store grafiske opgaver.

Vi testede pc’en i en uges tid, og når det gælder batterilevetid, holder Huawei Matebook X lige akkurat til en hel arbejdsdag uden opladning, hvilket er godkendt.

Dolby har været med til at designe lydbilledet, der er ret imponerende for en så spinkel computer. Du får naturligvis ikke den store dybde i lyden, der til gengæld er overraskende klar.

Til gengæld er der kun blevet plads til to USB C-porte. Skal du bruge almindelig USB- eller HDMI-porte, skal du bruge den medfølgende adapter, hvilket virker lidt klodset.

Matebook X er designet med en ny kølingsteknologi, der gør, at den ikke bruger blæsere for at nedkøle indmaden. Det gør den utrolig støjsvag, selv når du presser maskinen til det yderste.

Selvom Matebook er en kompakt sag på 13 tommer, har Huawei-ingeniørerne fundet god plads til tangenterne. Det føles ikke klaustrofobisk at taste, som det ofte er tilfældet på kompakte bærbare.

Musepladen måler sig med de bedste i kategorien: Pladen føles naturlig og responsiv og har ikke givet anledning til problemer i den uge, vi har testet Matebook X.

Lysstærk skærm

Ved første øjekast ser 13 tommer-skærmen utraditionel ud. Det skyldes skærmforholdet som er 3:2, som er mest almindelig på tablets. I praksis betyder det, at du har mere plads vertikal plads i forhold til det horisontale.

Opløsningen er på 2160 x 1440 pixels og både farver og kontraktforhold er god. Lysstyrken er ligeledes noget nær det bedste, jeg har oplevet på en bærbar af denne kaliber.

Du må slippe lige knap 11.000 kroner, hvilket er forholdsvis mange penge. Til gengæld får du en stilren og ultra-transportabel bærbar med fantastisk lyd og en overraskende god skærm.

Find den billigste pris på Huawei Matebook X her.

+ Stilfuldt design
+ God ydelse
– Begrænsede porte
– En anelse dyr

Konklusion

Matebook X er en god debut for Huawei, der har designet en stærk konkurrent til de etablerede mærker. Kraftig indmad og en god skærm er forcerne på Matebook X.

Specifikationer

Mærke
Huawei
Type
Bærbar computer
Processor
i5, 2,50 GHz
Grafikkort
Intel HD Graphics 620
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
256 GB SSD
Skærmstørrelse
13 tommer
Skærmopløsning
2160 x 1440
USB-porte
2 x USB C + adapter
Netværk
IEEE 802.11a/b/g/n/a & Bluetooth 4.1
Mål
28,6 + 21,1 + 1,2 cm
Vægt
1,05 kg
Batteritid
5449 MAh
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 10