Skærmen kan ikke klappes længere bagover, end det er vist her.

Huawei Matebook X (2020) EUL-W19P

Matebook X er utrolig kompakt. Det er en perfekt kontor-pc til at tage med i tasken.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Huawei
8.4

Det kan ikke lade sig gøre at fremstille en regulær bærbar pc meget mindre end Huawei Matebook X. Alle computerens mål er simpelt hen defineret ud fra, at der lige præcis skal være plads til skærm, tastatur og tilslutninger.

Tastaturet er næsten lige så bredt som pc’en. Der er kun et par millimeter fra de yderste taster og ud til kanten. Musepladen udnytter også den tilgængelige plads mellem tastaturet og computerens nederste kant fuldt ud, og den fungerer perfekt. Tastaturet er til gengæld ikke af så overvældende god kvalitet. Tasterne kan kun trykkes en lille smule ned, og vi havde dårlig føling med tasterne, da vi indtastede en længere tekst i et tekstbehandlingsprogram.

Den meget slanke pc har kun lige akkurat plads til to USB C-porte og et hovedtelefonstik. Det er det hele. Hvis du ved, at du får brug for mere, kan du tage den medfølgende adapter med i tasken. Her får du en gammeldags VGA-forbindelse til at tilslutte en skærm og et lidt mere moderne HDMI-stik. Der er også en USB og USB C-port. Det er lidt af en nødløsning at bruge adapteren, så hvis du ved, at du ofte har brug for ekstra forbindelser, er det nok en god idé at købe en lidt større computer.

Computerens indre komponenter er ikke de hurtigste. Det er kun den meget kvikke SSD, der for alvor skiller sig ud. Den sikrer fuld fart på Windows-opstart og åbning af programmer.

Alle andre elementer, som processorkraft og grafikberegninger, lå et stykke under gennemsnittet i vores målinger. Matebook X føles egentlig ikke som en langsom pc, når man bruger den til almindeligt kontorarbejde, men hvis du kaster dig ud i redigering af meget store billeder eller videoklip, så kan du se, at computeren er kommet på overarbejde.

Skærmen giver et flot og kontrastrigt billede. Den er berøringsfølsom, og så er det altså lidt ærgerligt, at den ikke kan vippes helt om på bagsiden af tastaturet. Det ville have været oplagt at bruge computeren som en tablet, men skærmen kan kun klappes cirka 135 grader op.

Vi brugte computeren dagligt over en hel en uge, og den klarede hver arbejdsdag kun på batterikraft. Ved fyraften havde den stadig en smule batteritid tilbage.

Matebook X skal du først og fremmest købe, hvis du vil have en lille og let bærbar til at klare dagligdags opgaver. Så får du til gengæld også en meget elegant computer, der ikke giver hold i ryggen, hvis du bærer meget rundt på den.


+ Lille og let

+ Hurtig SSD

– Skærmen kan ikke vippes 360 grader

– Ikke så hurtig

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Matebook X er utrolig kompakt. Det er en perfekt kontor-pc til at tage med i tasken.

Specifikationer

Mærke
Huawei
Type
Bærbar pc
Processor
Intel i5-10210U
Grafikkort
Intel UHD Graphics
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
13 tommer
Skærmopløsning
3000 x 2000 pixels
USB-porte
2 USB C 3.2
Tilslutninger
Hovedtelefon
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
28,44 x 20,67 x 1,36 cm
Vægt
1 kg
Batteritid
9 timer
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 10 Pro, 64 bit
CPU Mark
6376
2D Mark
340
3D Mark
975
Memory Mark
2270
Disk Mark
19665
Benchmark (højest er bedst)
2490