Der er både blevet plads til et numerisk tastatur og en genvejstast direkte til lommeregneren i Windows.

HP Victus 16 e0025no

HP's store bærbare har måske ikke så eksklusivt et ydre, men den er hurtig og skærmen er god.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Hewlett Packard (HP)
8.1

HP Victus er en stor og tung bærbar, men den har også regnekræfter til at klare lidt af hvert.

På trods af størrelsen virker computeren ikke overvældende solid. Kabinettet er i plastik, og skærmen giver sig en smule, når man giver den et let vrid i hjørnerne. Skærmens hængsel er heller ikke helt så stift, som man kunne ønske sig. Skærmen begynder nemt at vippe frem og tilbage, hvis underlaget ikke er helt stabilt.

Hvad HP har sparet på det ydre, har firmaet til gengæld brugt på de indre komponenter: Du får en hurtig processor og et SSD-drev i samme høje klasse. Opstarten af Windows og almindeligt arbejde i Windows kører da også lynhurtigt.

Grafikkortet sniger sig lige akkurat ind blandt den bedste fjerdedel, der er testet med vores måleprogram. Kortet er ikke helt i samme klasse som computerens bedste komponenter, men du kan sagtens spille krævende skydespil i Full HD-opløsning.

16-tommer skærmen leverer et flot billede med stærk kontrast og lysstyrke. Skærmen er stor og bred, så det er computeren også nødt til at være. Det betyder, at der er blevet plads til et numerisk tastatur ved siden af de sædvanlige bogstavtaster.

Tastaturets taster kan kun trykkes en millimeter eller to ned, og de giver ikke så god feedback, så det er svært at skrive hurtigt i blindskrift. Til gengæld får du en god, stor museplade, så du slipper for at slæbe rundt på en mus.

Power-knappen er placeret i øverste række af taster. Den ligner alle andre taster til forveksling og sidder sådan lidt midt i det hele, så det kan være svært at finde den, hvis der ikke er lys nok til, at du kan se symbolerne på tasterne.

Der er hverken fingeraftrykslæser eller ansigtsgenkendelse i Victus 16, så der er ingen vej uden om at taste kodeord eller pinkode, når du vil logge på Windows.

På en fremtrædende plads ved tastaturet sidder et Bang og Olufsen-logo, men det er ærligt talt at drive rovdrift på Hi-Fi-producentens gode navn, for højtalerne har en middelmådig lydgengivelse, der på ingen måde hæver sig over de fleste andre bærbare pc’er.

Der er masser af praktiske tilslutningsmuligheder i siderne af computeren. De mest usædvanlige er en SD-kort-læser og et stik til kabelnetværk – begge i fuld størrelse. Der udover får du hele tre klassiske USB-porte og en USB-C-port.

 


+ God ydelse til prisen

+ Flot skærm

– Sølle højtalere

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

HP's store bærbare har måske ikke så eksklusivt et ydre, men den er hurtig og skærmen er god.

Specifikationer

Mærke
Hewlett Packard (HP)
Type
Bærbar pc
Processor
AMD Ryzen 7 5800
Grafikkort
NVIDIA GeForce RTX 3060
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
16,1"
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
3 USB A, 1 x USB-C
Tilslutninger
Høretelefon, SD-kortlæser, Ethernet, HDMI
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
37 x 26 x 2,8 cm
Vægt
2,46 kg
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 11 Home
CPU Mark
22724
2D Mark
462
3D Mark
13338
Memory Mark
2633
Disk Mark
26205
Benchmark (højest er bedst)
4714