Vi har sjældent set en stationær computer med så gode tilkoblingsmuligheder på forsiden.

HP Victus 15L – TG02-0076no

HP Victus 15L er en stationær computer, der uden problemer klarer både videoredigering, spil og alt andet, du kan finde på at køre på den.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Hewlett Packard (HP)
8.8

Selv om HP Victus 15L ikke er synderligt iøjnefaldende, gemmer der sig alligevel en stærk computer bag det neddæmpede ydre.

Både processor, grafikkort og SSD-drev er ekstremt hurtige, og pc’en falder i det hele taget ikke igennem på nogen punkter. Vores målinger viste, at Victus 15L ligger blandt de tre procent hurtigste, der nogensinde er testet med vores testprogram, Passmark PerformanceTest. Her får du altså en computer, der kan klare alt det, du kan finde på at køre på den.

Vores oplevelser med pc’en i dagligt brug bekræftede bare, hvad vores hastighedsmålinger viste: Alt lige fra internetbrug til de højeksplosive kampe i den nyeste udgave af skydespillet Call of Duty kørte fuldstændig flydende og uden nogen form for forsinkelser.

Toppen af kabinettet blev håndlun under vores krævende hastighedstest, hvor både processor og grafikkort kom på hårdt overarbejde, men computeren er generelt god til at skille sig af med den overskydende varme, og den kølede hurtigt ned igen.

Designet er enkelt, og kabinettet er ikke særlig stort. Det er en computer, du godt kan være bekendt at have stående på skrivebordet, men under belastning af processoren og grafikkortet larmer Victus 15L en del, så det kan være fristende at stille den ned under bordet.

Der er et fint udvalg af tilslutninger på både for- og bagside. Faktisk er der flere USB-porte på forsiden end på bagsiden, og med ni USB-porte i alt burde de fleste have, hvad de behøver. Trådløst er du også godt dækket ind med Wi-Fi 6 til det trådløse netværk og Bluetooth 5.2 til kabelfri overførsel af lyd til dine hovedtelefoner.

Du får ikke nogen mus eller tastatur med i pakken, men vores erfaring er også, at den slags sjældent kan leve op til kvaliteten i den computer, de ledsager. Brug bare det udstyr, du har i forvejen eller invester i noget nyt, så du får noget, der matcher den nye pc i kvalitet.

Hvis du kan lide designet, men ikke bryder dig om prisen, kan du købe en kraftigt neddroslet udgave af Victus 15L for under det halve af den model, vi har testet. De fleste vil nok have svært ved at mærke, hvis processoren fx skiftes ud med en Intel Core i5-model, i stedet for den Core i7-processor, vi har testet her.


+ Lynhurtig processor, grafikkort og drev

+ Masser af USB-porte

– Larmer lidt

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

HP Victus 15L er en stationær computer, der uden problemer klarer både videoredigering, spil og alt andet, du kan finde på at køre på den.

Specifikationer

Mærke
Hewlett Packard (HP)
Type
Stationær pc
Processor
Intel Core i7-12700, 2,1 GHz
Grafikkort
NVIDIA GeForce RTX 3060, 4 GB
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
1 TB SSD
USB-porte
8 + 1 x USB-C
Tilslutninger
HDMI + 3 x DisplayPort
Netværk
Wi-Fi 6 og 1 gigabit kabelforbindelse
Mål
33,7 x 29,73 x 15,5 cm
Vægt
6,31 kg
Styresystem
Windows 11 Home
CPU Mark
28583
2D Mark
1296
3D Mark
19775
Memory Mark
3243
Disk Mark
48561
Benchmark (højest er bedst)
9279