Skærmen kan vippes helt om bag tastaturet ved hjælp af de to solide hængsler.

HP Spectre x360 2-in-1 Laptop 14-ef2038no

Spectre x360 er en lille og let computer, som hurtigt kan forvandles til en tablet ved at klappe skærmen helt bagover.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Hewlett Packard (HP)
8.6

Det er oplagt at tage HP’s bærbare Spectre x360-pc med ud i verden, for det er en både let og slank 2-i-1 computer.

Skærmen er det bedste ved Spectre x360: Den har et flot og kontrastrigt billede, og så er den i et forholdsvis højt format, som egner sig fint til visning af websider, tekstbehandling og andet kontorarbejde. Overfladen er berøringsfølsom, men hvis du ikke har lyst til at sætte fingre på skærmen, kan du også bruge den store museplade, der strækker sig hele vejen fra de nederste taster til den forreste kant på computeren.

Når du klapper skærmen helt om på bagsiden, slår tastaturet automatisk fra, og du kan bruge computeren som en stor tablet. Det fungerer rigtig fint, og når computeren er i tablet-tilstand, kan du også bruge den medfølgende pen til at tage noter på skærmen.

Inde i kabinettet er computerens stærkeste kort den ekstremt hurtige SSD, der sætter turbo på opstarten af Windows. Processoren er også godt med, mens resten af komponenterne er lidt på det jævne. 3D-spil skal man holde sig fra. Allerede mens vi kørte vores testprogram, kunne vi se, at ydelsen var for svag til klare de mest krævende beregninger af 3D-grafikken.

De bagerste hjørner af Spectre x360 er skåret af på skrå, så der i den ene side er blevet plads til en USB-C-port til opladning. I det andet skrå hjørne i computerens venstre side sidder et hovedtelefonstik. Det fungerer ikke så godt, for hovedtelefonkablet peger væk fra dig, så dit hovedtelefonstik kommer til at have et ubehageligt knæk, når det er tilsluttet, og du har hovedtelefonerne på.

Alt i alt er der kun to USB-C-porte og en USB-A-port i computeren, og du får hverken HDMI-port eller en Ethernet-port til kabelnetværk. Det er mobiliteten, der er i højsædet her, ikke udvalget af tilslutninger. Den primære grund til det er nok computerens slanke linje. Faktisk er den så tynd, at den gammeldags USB-A-port er udstyret med en slags underkæbe, som du skal hive ned i, for at porten kan gabe over det USB-stik, som du vil sætte i.

Der sidder et B&O-logo på en prominent plads på computeren. Computerens højtalere er lavet i samarbejde med det danske firma, der burde være garant for god lydkvalitet, men sådan er det ikke helt her. På grund af computerens størrelse sender højtaleren lyden ud gennem bunden, og hvis du sidder med computeren i skødet og hører rockmusik, lyder det, som om sangeren har en klud i munden.

Du kan vælge mellem både ansigtsgenkendelse og fingeraftrykslæser til at logge på Windows uden kodeord. Vi endte med at foretrække den første løsning, som selv i svag belysning aflæste ansigtet hurtigt og uden fejllæsninger.


+ God berøringsfølsom skærm

+ Hurtig SSD

– Dårlig lyd

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Spectre x360 er en lille og let computer, som hurtigt kan forvandles til en tablet ved at klappe skærmen helt bagover.

Specifikationer

Mærke
Hewlett Packard (HP)
Type
Bærbar pc
Processor
Intel Core i7-1355U
Grafikkort
Intel Iris Xe Graphics
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
1 TB SSD
Skærmstørrelse
13,5"
Skærmopløsning
1920 x 1200 pixels
USB-porte
2 x USB-C, 1 x USB-A
Tilslutninger
Hovedtelefon
Netværk
Wi-Fi 6, Bluetooth 5.2
Mål
29,8 x 22 x 1,7 cm
Vægt
1,36 kg
Batteritid
Cirka 7 timer
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 11
CPU Mark
14182
2D Mark
395
3D Mark
2478
Memory Mark
2487
Disk Mark
30445
Benchmark (højest er bedst)
3651