Dell Latitude 11 5000

Dell Latitude 11 5000

Fleksibel bærbar pc med flot batterilevetid

af #Computer #Dell
7.6

Dell Latitude 11 5000 er en kompakt og tung bærbar computer, som du også kan bruge som tablet. Skærmen på 10,8 tommer har en imponerende høj opløsning, som dog gør det svært at ramme de små knapper og ikoner, der er i Windows og programmerne. Windows 10 gør det dog let at forstørre indholdet på skærmen.

På den model, Komputer for alle testede, var det næsten umuligt at få skærmen til at sidde rigtigt i tastaturets hængsler. Det gav dog ingen problemer med at bruge skærm og tastatur sammen. Tasterne er lidt mindre end normal størrelse, men der er godt mellemrum mellem de enkelte taster, og skriveoplevelsen er derfor ganske god. Musepladen er lille og lidt for følsom, så det indimellem er svært at styre musemarkøren.

Pc’ens ind- og udgange sidder i skærmen og omfatter port til USB, Mini HDMI, hovedtelefon og kortlæser. På ingen måde et imponerende udvalg.

CPU’ens ydelse vil næppe slå benene væk under dig, men den klarer fint de fleste opgaver. Det understøttes af udmærkede måleresultater foretaget med et benchmark-program. Der er desuden blevet plads til 8 GB hukommelse og en rummelig 512 GB SSD, hvilket er meget fint.

Batteritiden gør for alvor Latitude 11 5000 attraktiv. Du kan forvente strøm til et døgns tid, når skærm og tastatur er koblet sammen. Med andre ord strøm til virkelig mange timers underholdende film.

Dell Latitude 11 5000 kan købes hos Dell.

Konklusion

Dell Latitude 11 5000 har god lagerplads og kræfter nok til både arbejde og underholdning. Batterilevetiden er imponerende. Et godt valg, hvis du også mangler en lille kraftfuld tablet.

Specifikationer

Mærke
Dell
Type
2-i-én-pc
Processor
Intel Core m5-6Y57
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
512 GB SSD
Skærmstørrelse
10,8"
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
1 x USB 3.0
Tilslutninger
Mini-HDMI, hovedtelefon, kortlæser
Netværk
Wi-Fi 802.11ac
Mål
31,7 x 19,1 x 1,7 cm
Vægt
1,48 kg
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 10
Benchmark (højest er bedst)
2165 (Passmark Performance)