Den store skærm går næsten helt ud til kanten.

Dell Inspiron 16 Plus 7610

Det praktiske design og den lynhurtige processor gør denne Dell-computer til en god arbejdsmaskine.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Dell
8.6

Inspiron 16 Plus 7610 er en grå og lidt anonym arbejdscomputer, men det er heldigvis kun det ydre, der er småkedeligt, for indeni gemmer sig noget topmoderne elektronik.

Det er især processoren og SSD-drevet, der bidrager til at få computeren til at virke hurtig i optrækket. Det mærkes under opstart af Windows 11, eller når der skal indlæses mange eller store filer. SSD-drevet er endda på 1 terabyte, så det burde dække de flestes pladsbehov. Grafikkortet er heller ikke helt uden evner. Selv om det ikke er blandt de allerhurtigste, så kan det sagtens bruges til 3D-spil på computeren.

Dell har været gode til at afstemme blæserne, så de kun går i gang, når computeren virkelig kommer på arbejde. Ved almindeligt arbejde i Windows er Inspiron 16 Plus næsten lydløs. Selv under høj belastning er computeren god til at komme af med den overskydende varme takket være dens mange store køleriller i siderne og i bunden.

Vi var glade for den store skærm, der giver et flot, kontrastrigt billede. Den er ikke berøringsfølsom, men til gengæld er overfladen mat og giver næsten ikke noget genskin.

Inspiron 16 Plus har en sensor, der registrerer, når skærmen klappes op, og så starter computeren, uden du behøver at trykke på tændknappen. Funktionen virker også, hvis du har lukket Windows helt ned, sidst du brugte computeren. Herefter tager det kun 10-15 sekunder, før du er klar til at arbejde. Hvis du blot har lukket låget uden at lukke ned for Windows, varer opstarten kun et par sekunder.

Skærmens gode størrelse afgør også længden og bredden på resten af computeren, så der både er blevet plads til et numerisk tastatur og en kæmpestor og kvikt responderende museplade.

Kabinettet måtte godt være smule mere stift efter vores smag. Hvis du trykker med hånden på midten af tastaturet, så giver kabinettet efter og trykkes med ned. Tastaturet kan man til gengæld ikke sætte en finger på – om man så må sige. Det har nogle store, udmærkede taster, som giver en god føling med, hvornår de er trykket helt i bund. De er fint belyst nedefra med hvidt lys, og det er nemt at aflæse bogstaver og symboler uanset lyset fra dine omgivelser.

Inspiron 16 Plus kan også købes i en neddroslet version, der koster over 30 procent mindre. Du kan selv konfigurere computeren på Dells hjemmeside, hvor du blandt andet kan fravælge grafikkortet og skifte processoren ud.


+ Støjsvag

+ God, stor skærm

– Lidt spinkelt bygget

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det praktiske design og den lynhurtige processor gør denne Dell-computer til en god arbejdsmaskine.

Specifikationer

Mærke
Dell
Type
Bærbar pc
Processor
Intel Core i7-11800H, 2,3 GHz
Grafikkort
NVIDIA GeForce RTX 3050
Hukommelse (RAM)
16 GB
Lagerplads
1 terabyte SSD
Skærmstørrelse
16"
Skærmopløsning
3072 x 1920 pixels
USB-porte
2 x USB 3.2 Gen 1, 1 x USB-C Thunderbolt 4-port med DisplayPort
Tilslutninger
HDMI, hovedtelefon
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
35,5 x 24,8 x 1,9 cm
Vægt
2,0 kg
Batteritid
Cirka 12 timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 11 Home
CPU Mark
20573
2D Mark
356
3D Mark
11387
Memory Mark
2335
Disk Mark
27977
Benchmark (højest er bedst)
3833