ASUS ZenBook 14 UX3405M
Den nye Zenbook har stort set ingen svage punkter, og det skjulte numeriske tastatur er en smart tilføjelse.
Den nye Zenbook-computer fra ASUS er ikke just billig, men du får altså også elektronisk isenkram fra øverste hylde her.
Inde i maven på computeren sidder en af de hurtigste processorer fra Intel og sammen med en stærk SSD og 32 gigabytes ram af samme høje kaliber er det med til at gøre computeren usædvanlig kvik i optrækket.
Vores målinger af SSD’ens overførselshastighed viste faktisk, at den er en af de hurtigste, vi har afprøvet, og så har den endda plads til en terabyte data.
Musepladen fungerer grundlæggende, som den skal, og så har den en smart ekstrafunktion: Du kan nemlig trykke på et lille ikon og forvandle den til en lommeregner. Det virker nærmest som trylleri, når tallene fra nul til ni pludselig lyser stærkt op på pladens mørkegrå baggrund. Tallene virker som et almindeligt numerisk tastatur, så det er virkelig en gave til alle os regnearkselskere.
Det regulære tastatur er lidt på det jævne. Som i andre slanke bærbare pc’er er der heller ikke her plads til, at tasterne kan bevæge sig ret meget, så det kan være lidt svært at mærke, om de er trykket helt ned, hvis du skriver hurtigt. På den positive side er de lyst flot op, så det er nemt at aflæse dem – selv i halvmørke omgivelser.
Skærmen er af usædvanlig høj kvalitet. Den bruger samme OLED-teknologi som mange telefonskærme. OLED udmærker sig ved at give en dyb kontrast mellem skærmens sorte og hvide pixels, og det får ikke bare billeder og video til at stå superflot; det løfter faktisk også oplevelsen af at arbejde med almindelige kontorprogrammer i Windows. Du kan bruge fingrene på skærmen, når du skal betjene computeren, og i den forbindelse er det bare lidt ærgerligt, at skærmen kun kan klappes 180 grader op i stedet for at kunne vippes helt om på bagsiden, så computeren kunne bruges som en tablet.
Vi kan egentligt godt lide computerens kompakte strømforsyning, som gør den let at tage med i computertasken. Vi ville dog gerne have haft mulighed for selv at vælge, hvilken side USB-kablet skulle sættes i. De to USB-C-porte sidder nemlig på samme side, og fordi kablet ikke er så langt som på mere tradtionelle strømforsyninger, kom vi indimellem i situationer, hvor vi havde det hængende lidt ubekvemt ind over tastaturet for at få ledningen til at række hele vejen til stikkontakten.
+ Fantastisk skærm
+ Lynhurtig processor og SSD
– Tastaturet er på det jævne
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Den nye Zenbook har stort set ingen svage punkter, og det skjulte numeriske tastatur er en smart tilføjelse.
Specifikationer
- Mærke
- Asus
- Type
- Bærbar pc
- Processor
- Intel Core Ultra 7-processor
- Grafikkort
- Intel Arc Graphics
- Hukommelse (RAM)
- 32 GB
- Lagerplads
- 1 TB M.2 PCIe NVMe SSD Gen 4
- Skærmstørrelse
- 14"
- Skærmopløsning
- 2880 x 1800 pixels
- USB-porte
- 2 x USB-C, 1 x USB-A
- Tilslutninger
- HDMI, hovedtelefoner
- Netværk
- Wi-Fi 6E
- Mål
- 31,2 x 22 x 1,5 cm
- Vægt
- 1,3 kg
- Batteritid
- Cirka 8 timer
- Touchskærm
- Ja
- Styresystem
- Windows 11 Home
- CPU Mark
- 26748
- 2D Mark
- 807
- 3D Mark
- 5609
- Memory Mark
- 2782
- Disk Mark
- 27869
- Benchmark (højest er bedst)
- 6420