Acer Chromebook Spin 13
Kombineret bærbar og tablet, der kører ChromeOS
Umiddelbart ligner denne computer en almindelig bærbar pc af god kvalitet. Men man skal blot vippe skærmen bagover – hele vejen bagover – for at se, at Acer Chromebook Spin 13 er anderledes: Skærmen kan vendes 360 grader rundt, og så er computeren en tablet! Man kan også sætte den i en midterstilling, så den står godt til billeder og præsentationer.
Indvendigt er der en Intel Core i3 processor, 4 gigabytes ram, 64 gigabytes SSD-lager og integreret grafik. Skærmen på godt 13 tommer har en opløsning på hele 2.256 x 1.504 pixels, og er berøringsfølsom. Der er to USB-C porte og en enkelt almindelig USB 3.0-port, men ingen HDMI-udgang.
I daglig brug er Chromebook Spin 13 en behagelig makker. Den er hurtig, skærmen er i fin kvalitet, og selv det ret flade tastatur er en fornøjelse at skrive på. Batteritiden, der angives til op til ti timer, er ved blandet daglig brug nærmere seks.
Det særlige dobbeltdesign fungerer godt, inklusive muligheden for at sætte computeren på højkant. At skærmbilledet ikke roterer automatisk kan undre, men det kan klares med en manuel indstilling.
Ganske fornuftigt slår tastaturet fra, når man vender det nedad. Vægten på 1,5 kilo gør dog, at den egner sig bedst til at ligge eller stå på et bord – ikke til at blive holdt i hånden.
Her er færre tilslutninger, end vi ser på en almindelig bærbar computer. Ideen er, at alt skal klares enten trådløst via wifi og Bluetooth, eller med USB-C. Særligt en udgang til en ekstra skærm ville være godt, men det kan faktisk klares med en særlig adapter til computerens USB-C port. En anden mekanisk gene er, at blæseren kan blive hidsig, når computeren bruges som en traditionel bærbar.
Computeren drives af Googles Chrome OS, og bør altid være forbundet til internettet. Systemet er baseret på Google Drev og andre internettjenester, og til daglig foregår det meste arbejde i Chrome-browseren. Det gælder fx Gmail og redigering af dokumenter i Google Docs.
Da computeren ikke kører Windows, er det ikke muligt at bruge Windows-programmer. Til gengæld er det lykkedes Google og Acer at få Android-apps til at fungere i ChromeOS, og det giver et rigtig stort udvalg af apps. Det er lidt usædvanligt at se apps køre i vinduer, men det fungerer fint.
Når alt gemmes i skyen, er browserens hastighed vigtig, og her klarer Chromebook Spin sig flot. Testprogrammet Speedometer gav hele 78,25, hvor almindelige computere til sammenligning ligger omkring 50. Det stemmer med vores oplevelse af, at alt i pc’en fungerer rigtig hurtigt.
+ Smart dobbeltdesign
+ Solidt bygget
+ Høj ydelse
+ Godt tastatur
– Ret få tilslutninger
Nærmeste forhandler kan findes på Acers hjemmeside.
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Denne solide computer er den bedste Chromebook, vi endnu har testet, og er glimrende til at bruge de mange online tjenester.
Specifikationer
- Mærke
- Acer
- Type
- Chromebook Spin 13
- Processor
- Intel Core i3 8130U 2,2 GHz
- Grafikkort
- UHD Graphics 620
- Hukommelse (RAM)
- 4 GB
- Lagerplads
- 64 GB
- Skærmstørrelse
- 13,5 tommer
- Skærmopløsning
- 2256 x 1504
- USB-porte
- 2 USB-C, 1 USB-3
- Tilslutninger
- Hovedtelefon, mikroSD
- Netværk
- WiFi 5
- Mål
- 30,9 x 24,9 x 1,6 cm
- Vægt
- 1,5 kg
- Batteritid
- 6 timer
- Touchskærm
- Ja
- Styresystem
- ChromeOS
- Andet
- Kan konverteres til tablet
- Benchmark (højest er bedst)
- Speedometer: 78,25