ACER CHROMEBOOK R11 CB5-132T

Acer Chromebook R11 CB5-132T

Førsteklasses Chromebook

af ERK #Computer #Acer
9.0

Acers nye bærbare er i den helt billige afdeling. Styresystemet er Chrome, og selv om du ikke kan bruge dine almindelige Windows-programmer her, kan du til gengæld hente og installere et væld af gratis apps fra Chromes egen webshop. Acer Chromebook R11 skiller sig ud fra andre Chromebooks ved at have en fleksibel skærm, som kan vippes hele vejen bagover.

Skærmhængslet går tilpas stramt, og uanset hvilken position vi indstillede skærmen i, blev den siddende på sin plads. Klappet helt bagover bliver Chromebooken nemmere at sidde med, når der kigges film i fx togsædet. Og det er positivt, at skærmen på 11,6 tommer, svarende til cirka 29,5 centimeter, bå- de er klar og skarp og viser et indbydende billede. Derudover er den også berø- ringsfølsom og reagerer hurtigt og præcist på en fingerspids.

Til tekstbehandling, email, surfing på nettet, musik- og filmstreaming og andre hverdagsopgaver giver Acers lille og billige bærbar en god oplevelse. Tastaturets taster er af samme type, som findes på de fleste bærbare. De er små, lydløse og skal kun trykkes få millimeter ned, før de reagerer. Tastaturet er nordisk, hvilket betyder, at æ- og ø-tasterne deler plads med ä og ö, og da den bærbare er så lille, som den er, er der ikke blevet plads til de numeriske taster.

Musepladen er ligesom tastaturet også gedigen. Knappen, som både bruges til højre- og venstreklik, går tilpas stramt, og selve musepladen er glat og præcis. Kigger vi på de tekniske informationer, kan vi se, at R11’s indmad ikke er specielt kraftig. Processoren er ikke så hurtig, hukommelsen er sparsom, og så er der kun sølle 16 GB lagerplads. Men da Chrome er et letvægtsstyresystem, og meningen er, at du gemmer dine filer på internettet, er indmaden faktisk rigelig til formålet.

Chromebrowseren og de forskellige apps kørte flydende og upåklageligt. Selv Netflix kørte helt perfekt. Bemærk, at der medfølger 100 GB lagerplads hos Google (Google Drev). Acer lover, at deres Chromebook har 10 timers batteritid ved blandet brug, og vi målte den til seks timer og 27 minutter ved konstant video fra YouTube.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

En god og billig Chromebook med en fleksibel skærm og tilpas kraftig indmad.

Specifikationer

Mærke
Acer
Type
Laptop
Processor
Intel Celeron N3150 1,6 GHz
Grafikkort
Intel HD Graphics
Hukommelse (RAM)
2 gigabytes
Lagerplads
16 GB
Skærmstørrelse
11,6
Skærmopløsning
1366 x 768 pixels
USB-porte
1 x USB 2.0, 1 x USB 3.0, SD
Tilslutninger
HDMI
Mål
1,9 x 29,4 x 20,4 cm
Vægt
1,3 kg