Skærmen kan klappes lidt mere op end her, så den ligger fladt på bordet.

Acer Chromebook Plus 515

Acers Chromebook Plus-computer har et virkelig godt forhold mellem pris, ydelse og kvalitet.

af Morten Skeldal Østergaard #Computer #Acer
8.8

Chromebook Plus 515 er Acers vellykkede bud på en kraftfuld bærbar computer med Googles ChromeOS-styresystem. “Plus”-Chromebooks er et nyt samarbejde mellem Google og computerproducenterne HP, Lenovo, ASUS og Acer om at producere Chromebooks, der har lidt stærkere specifikationer end sædvanligt. Det er blandt andet et krav, at en Chromebook Plus-computer skal have mindst Full HD-opløsning i skærmen, 8 gigabytes ram og 128 gigabytes lagerplads. Computeren skal desuden som minimum være udrustet med en 12. generations Intel i3-processor eller en tilsvarende processor fra konkurrenten AMD.

Acers udgave af en Chromebook Plus-computer lever lige netop op til alle disse krav, og samtidig er prisen ikke meget højere end for en traditionel Chromebook.

Det er nemt at komme i gang med computeren – også selv om du ikke har brugt en Chromebook før. Hvis du er vant til browseren Chrome, vil du også føle dig hjemme i styresystemet på en Chromebook.

Det er dog lidt forvirrende, at der er to steder, hvor du kan hente apps. Det skyldes, at du både kan køre apps til brug i Chrome og så Android-apps, som dem du kender fra din Android-telefon, hvis du har sådan en. Samlet set giver det en enormt udvalg af apps, du kan hente til computeren, og mange af dem er endda gratis.

Skærmen er forholdsvis stor med en stærk og jævn belysning. Overfladen er ikke berøringsfølsom, men det betyder på den anden side, at du slipper for en blank belægning, der kan give genskin fra lyset omkring dig.

På grund af skærmens størrelse er computeren også en del bredere end det indbyggede tastatur. Det har givet plads til et par udmærkede højtalere, der flankerer tasterne på begge sider. Vi kunne godt tænke os, at der var lys i tasterne, men ellers er tastaturet fint nok for en computer i denne prisklasse.

Den øverste række funktionstaster kunne Windows-computere godt lære lidt af. I stedet for anonyme F-taster har hver tast i rækken på en Chromebook tilknyttet sin egen funktion, som kan aflæses på et tydeligt ikon, så du fx kan skrue op og ned for både lydstyrken og skærmens lysstyrke med en enkelt tryk. Der er også en særlig tast til at hoppe tilbage til den foregående hjemmeside, du har besøgt, og én til at få det aktuelle vindue til at fylde hele skærmen.

Over skærmen sidder et godt webkamera, og computeren egner sig rigtig fint til videosamtaler. Webkameraet har en lille skydeknap, der lukker af for linsen og sikrer dit privatliv. Internetforbindelsen benytter den hurtige trådløse standard Wi-Fi 6E, og vi havde næsten lige så hurtig forbindelse til det trådløse netværk som med en meget dyrere Windows-pc.

I testperioden fik vi som regel 8-9 timers batteritid ud af computeren, og den var usædvanlig hurtig til at lade op, så den var klar til at tage med ud i verden igen.


+ Hurtig Chromebook

+ Ikke så dyr

– Intet lys i tasterne


Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Acers Chromebook Plus-computer har et virkelig godt forhold mellem pris, ydelse og kvalitet.

Specifikationer

Mærke
Acer
Type
Chromebook Plus 515
Processor
Intel Core i3-1215U
Grafikkort
Intel UHD Graphics
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
15,6"
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels
USB-porte
1 x USB-A, 2 x USB-C
Tilslutninger
HDMI, høretelefoner
Netværk
Wi-Fi 6E
Mål
36,1 x 23,8 x 2 cm
Vægt
1,68 kg
Batteritid
8,5 timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
ChromeOS