Du har en genvej til de mest brugte apps i bunden af skærmen.

Acer Chromebook 514

En god computer, der kan klare det meste, hvis du er klar til at forlade dine velkendte Windows-programmer.

af #Computer #Acer
8.2

Ved første øjekast ligner Acer Chromebook en helt ordinær bærbar pc. Det særlige ved den lille, billige computer gemmer sig nemlig indeni. I stedet for Windows bruger Chromebook’en Googles styresystem Chrome OS, der har sine egne fordele og ulemper.

Chrome OS er bygget op omkring browseren Chrome, som mange også bruger på deres Windows-pc eller på deres smartphone. Det betyder, at det, der ligner selvstændige programmer, blot er links til hjemmesider. Når du fx klikker på YouTube-ikonet, så åbner du blot et browser-vindue i Chrome med YouTubes side. Det samme gælder Google-apps som Google Drev og Gmail.

Det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger på, hvad man kan foretage sig med en Chromebook, men det er KÆMPE plus, at du også kan hente Android-apps og køre dem på Chromebook’en. Du har simpelthen adgang til alle de millioner af apps, som du også kan hente til din Android-telefon eller -tablet. I praksis betyder det, at du kan foretage dig stort set alt på Chromebook’en, som du kan på en Windows-pc – og mange apps er endda gratis.

Vi kunne ikke køre vores sædvanlige testprogrammer på Chrome OS, men for en computer i denne prisklasse, så kørte både styresystem og programmer forbavsende kvikt. Vi forsøgte os med et par af de mest krævende spil i den indbyggede Play Butik, og computeren havde heller ingen problemer med at afvikle dem.

 

12 timers batteri

Computeren føles dyrere, end den egentlig er. Den er pakket ind i et flot og solidt aluminiumskabinet. Der er et udmærket tastatur med en række specialtaster, som er beregnet til Chrome OS. Her er fx en særlig knap til at få en hjemmeside til at fylde hele skærmen – meget praktisk når så mange af programmerne vises i en web-browser.

Skærmen har touch-funktion med en lille forsinkelse, når du flytter fingeren rundt på skærmen. Skærmens overflade er blank, men der er kun begrænset genskin, når der falder lys på den. Billedet står stærkt og klart med en fin kontrast.

Med 12 timers batteritid er det oplagt at tage den lille Chromebook med sig på turen, og så er det jo bare en ekstra bonus, at den ikke vejer så meget.

Kablet til opladningen bruger et USB C-stik. Det kan vi godt lide, for at så er det nemt at skaffe en ny oplader, hvis den gamle går i stykker eller bliver væk, og du kan eventuelt også låne en oplader, hvis du har glemt din derhjemme. Laderstikket kan oven i købet tilsluttes i begge sider af computeren – meget praktisk, hvis pladsen er lidt trang, og du er nervøs for, om nogen skal snuble over ledningen.


+ Kan køre Android-apps

+ USB-C-oplader

– Lille forsinkelse i touch-funktionen


Kan købes her:

https://www.fcomputer.dk/acer-chromebook-514-cb514-1h-p0tv-14-pentium-n4200-8-gb-ram-64-gb-ssd-nordisk

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

En god computer, der kan klare det meste, hvis du er klar til at forlade dine velkendte Windows-programmer.

Specifikationer

Mærke
Acer
Type
Chromebook - bærbar pc
Processor
Intel Pentium N4200 / 1.1 GHz
Grafikkort
Intel HD Graphics 505
Hukommelse (RAM)
8 gigabytes
Lagerplads
64 gigabytes
Skærmstørrelse
14 tommer
Skærmopløsning
1920 x 1080 pixels (Full HD)
USB-porte
2 x USB 3.1, 2 x USB C 3.1
Netværk
802.11ac (WiFi 5)
Mål
32,3 cm x 23,2 cm x 1,7 cm
Vægt
1350 gram
Batteritid
12 timer
Touchskærm
Ja
Styresystem
Chrome OS